Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
182
NIL8 BOBØON 8TURB.
«Dertil tror jeg at kunne svare nei, Kong Karl, men
derimod tror jeg for min Del, at jeg har gjennemskuet ham!*
«Og hvad synes De om ham?»
«Axelssønnerne agter at flyve høit, Kong Karl . .. sigter
det ikke paa den Krone, som De selv har baaret og endnu en
Gang skal bære, saa mener de dog at kunne komme til Styret
i Sveriges Rige ... det er alt, hvad jeg kan sige, men De
forstaar heraf, at de maa være Erkebispens Fiender, ligesaa
sikkert som de er Kong Kristians, og derfor maa de være
Deres Venner.»
«Mine Venner . . .!» gjentog Kongen, men sagte og med
skjælvende Stemme.
«Ja, Kong Karl, jeg siger det . . . de maa være Deres
Venner eller blive det; thi det Maal, de har sat sig, vil De
ellers aldrig naa!... Og ikke engang derved vil de naa det!»
«Hvorledes, Nils . . . hvorfor skal de ikke kunne naa det?»
«Fordi De har en anden Ven, som er mægtigere end de »
«Og den Ven heder?»
«Sveriges Almue!»
Kongens Ansigt flk et mere bekymret end freidigt
Udseende ved denne kraftige og fortrøstningsfulde Tale af
Ridderen. Den korte Tid, der var hengaaet, siden han for anden
Gang forlod Sverige, eller rettere, siden han overlod
Stockholm i sin bitre Fiende, Erkebispens Hænder, havde været saa
fuld af Bekymringer og Sorger og Modgange af alle mulige
Slags, at det lille, der fandtes igjen af hans fordums
Spæn-stighed, fuldstændig havde taget Flugten. Forskjellen var
ogsaa stor mellem hans første og hans anden Skilsmisse fra
Riget. Han var dog uden Modsigelse den rigeste Mand i
Norden, da han drog bort til Danzig, medens han nu, da han
forlod Stockholm og drog til det afsidesligdende Raseborg,
var, hvad han selv i en tung og vemodsfuld Stund skrev:
„ ... en arm og ulykkelig Mand."
Og Fattigdommen . . .! Det var maaske den skarpe
Tand, der hug af den sidste Traad i Kong Karl Knutssons
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
