Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DEN VORDENDE BISKOP,
263
selve Gaardsdiakonen. Den førstes Ansigt kunde man ikke se,
da det helt og holdent skjultes af Munkekaabens Hætte. Den
sidste syntes at være en from, velmenende Mand, i hvis
aldrende Træk der lyste baade Uro og Ængstelse.
«Forbliv blot endnu et Par Dage hos mig i Klostret!»
sagde han til den bortgaaende, der standsede og syntes at
betragte Taleren.
«Kjære Broder», sagde denne tilslut, «Gud skal vide, hvor
gjerne jeg vilde oppebie min Time i Ro hos dig, men jeg er
sendt, jeg har andre af lyde.»
«Det er netop derom, jeg havde et og andet at spørge
dig, Broder!»
«Samme Mand . . . samme Værelse . . . nei, nei, gode
Broder. . . Stjernernes Linjer har afmærket min Vei, jeg har
ikke troet paa dem, da de har vist mig min Gjernings
Umulighed, fordi jeg har foretaget den i Utide . . . Men nu støder
hans og min Vei sammen, og der, hvor de skjærer hinanden,
maa det ske . . . Hvad er vel Menneskets Vilje mod Guds,
og jeg er Herrens Redskab ...»
«Om du dog vidste, hvor mit Hjerte er fuldt af
Bekymring for dig ...»
«Følte du derimod den Glæde, som fylder mit Hjerte,
forsvandt din Uro, og du vilde love og takke den hellige
Treenighed for, at min Dag er kommen ... ak, længe, længe
har min gamle Herre ventet paa sin Tjener! Bed for mig,
Broder, vi kommer nok ikke mere til at se hinanden her i
Verden!»
Dermed gik den mystiske Munk ud paa den aabne Plads
foran Klostret. Gaardsdiakonen stod og saa efter ham, idet
han gik hen til den Gade, der førte op til Slottet, og først da
han der forsvandt for hans Blik i Mennesketrængslen, gik han
atter hjem. Dog ængstedes den gode Mand dybt i sit Hjerte,
og han gik urolig frem og tilbage i Refektoriet. Men om en Stund
kom en Munk, der havde været ude i Skjærgaarden, og fortalte, at
han paa Hjemveien havde mødt Broder Andreas paa den anden
Side af Slottet. Han laa paa Knæ ved en Sten et Stykke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
