Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FORSONINGEN".
463
Guds Moder og alle Helgener være lovet derfor! Min Herre
og Mand er dog den ypperste Ridder i Sveriges Rige!»
Hun følte sig saa overjordisk lykkelig og s&a uudsigelig
rig, da hendes øine hvilte paa Mand og Børn, og alle de
overstaaede Bekymringer, alle disse Sorger, der syntes saa
uovervindelige, da de kom, skrumpede nu md ligesom ved
et Trylleslag og drog bort som Skyer efter en Uveirsnat.
Skyggerne viste sig, men fortyndedes mere og mere og tjente
blot til at fremhæve Skjønheden hos de Egne, der nu udbredte
sig for hendes glædedrukne øie.
Det vilde dog have været vanskeligt at afgjøre, hvad der
glædede Brita mest, Visheden om Seiren for Sveriges Rige
eller Visheden om hendes Helts Seier over sig selv, saa enkel
og ukunstlet lagt for Dagen i hans Ord om Herrernes
Tilbagekaldelse af Kongen uden at underrette ham derom. Uden
Tvivl stod den sidste Seier for hende som en Blomst, der
spirede op af den første og derfor ganske naturlig fremkaldte
hendes Udraab, at Nils var den ypperste Ridder i Sveriges
Rige. Hun, der kjendte ham saa helt tilbunds, vidste meget
godt, hvor det maatte smerte ham at finde sig forbigaaet, at
finde det lange og haarde Arbeides straalende Frugt, der blot
ved ham kunde vindes, høstet og nydt af andre, men paa
samme Tid, hvor mandig høi og uopnaaelig denne Dyd var,
der desuagtet kunde glæde sig over, at Maalet var naaet.
Fædrelandets Selvstændighed var Nils Stures Maal, og han
ofrede sig saa helt og holdent for dette Maal, der for ham
var saa fuldstændig det høieste og ypperste, at han kunde
glæde sig og føie sig lykkelig i Bevidstheden om den
fædrelandske Sags Held, selv om Seierskransen, der dog burde
tilhøre ham, blev taget fra ham og givet en anden. Denne
Selvbeherskelsens Kraft, denne Evne til heltemodig at ofre ikke
blot sit Liv, men sit Hjertes berettigede Krav paa
Anerkjendelse og Hyldning som Heltebedrifternes naturlige Løn, —
denne Kunst havde han lært. Hans hele Liv havde ligesom
været en stadig fortsat øvelse i denne Kunst. Deri ligger
ogsaa hans Storhed og hans Udmærkelse fremfor hans Tids
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
