Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FORSONINGEN".
471
tabt, saa maa vi ikke ved Uklogskab lade os tvinge længere
tilbage, end at Kongekronen overskygger os. Vi maa staa
saaledes, at Kongen ikke blot ser os, men at han ser os
fremfor alle andre . . .! Finder du ikke, Broder, at den
Beslutning, Raadet maa fatte til Fordel for dig, intet andet er,
en hvad Kongens Testamente maa indeholde!»
Ivars Træk blev mere og mere alvorlige, jo længere
Broderen talte, og jo flere Grunde han kom med.
«Kongens Testamente», fortsatte Erik, «det er saaatsige
det eneste Arbeide, som han har igjen, men det maa
indeholde, at han overlader Riget til dig, og for at dette og intet
andet skal blive Indholdet, saa maa det til, som jeg siger, at
Kongen stadig har for sine øine dig eller mig, Broder, og at
den Tale stadig lyder for hans øren, at Axelssønnerne er de
eneste, der formaar at opretholde det svenske Kongedømme!
Derfor er det ogsaa, at jeg saa strengt fastholder, at hvad
det nu end er, vor Frænke paa Hammarstad har taget sig for,
saa bør det neddysses, og jeg maa evig beklage, at Svenden
saa rent gik mig af Minde ...»
Det havde været en let Sag at forvisse sig om, hvorvidt
Hollinger endnu fandtes paa Stockholms Slot, hvis Hr. Erik
endnu havde havt med det at gjøre; men nu maatte endog
selve Forespørgslerne dersteds ske med stor Forsigtighed.
Olof Råd var dog Mand for at paatage sig dette Hverv, og
han skulde strax begive sig til Slottet og siden ved Hr. Eriks
Tilbagekomst møde ham i hans Hus ude i Byen.
Da man var kommen overens om dette, iførte Ridderne
sig sine Kapper og begav sig til det kongelige Gilde paa
Slottet.
Der oppe var mange Riddere og Fruer og Jomfruer
forsamlede, og Kongen gik omkring fra den ene til den anden,
talede om sin Ungdom med de ældre og smilte saa venlig til
de yngre. Man kunde se, hvor lykkelig han følte sig, skjønt
Issen var bar, og Lokkerne ved Tindingen glinsende sølvhvide.
Neppe vilde vel nogen i denne foroverbøiede Gubbe have
gjen-kjendt den fordums Marsk, den skjønneste Mand paa sin Tid
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
