Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SLANGKKONQSNS UDSÆD.
529
dens Kvaler sammenknyttede. Selv det haarde, trodsige,
ubetvingelige i hans Ord var blot et Skjærmbret, bag hvilke han
skrumpede sammen og skjalv af Harme og Afmagt.
Hr. Krister saa bekymret paa sin Broder og syntes flere
Gange at ville aabne sin Mund for at tale, men altid forblev
han stum, saasnart han saa op paa Erkebispens blege, af et
uudslukkeligt Had og en tærende Harme forvredne
Ansigtstræk. Tilslut trak han frem Kongens Brev, hvori denne bad
Prælaten om at komme tilbage igjen til sin Kirke og lade de
gamle Tvistigheder for evigt falde i Forglemmelsens Hav.
Erkebispen tog imod det og kastede det uaabnet i Ilden.
«Saa sikkert som Papiret dér gaar op i Luer», sagde han
med en kraftig Stemme, «saa sikkert maa den evige Ild brænde
mellem mig og Karl Knutsson!»
Med en Gysen vendte Broderen sig bort; saa dybt blev
end Dg han, der ikke netop var synderlig blødhjertet, greben af
det forfærdelige Ansigtsudtryk. Det var en Kraft, der vred sig
i sin Dødskamp og derved bragte endog sine egne Mænd til
at skjælve af Rædsel. Det var den til Hellen bundne Loke,
der følte Edderormens Gift dryppe sig i Ansigtet og derfor
vred sig, saa at Jorden rystede.
Efter dette Udbrud lagde der sig en isnende Kulde over
Erkebispens hele Væsen.
«Den Hilsen kan du fremføre til Manden fra Raseborg!»
sagde han og nikkede til sin Broder, at han skulde Ijerne sig.
Denne gik med langsomme, nølende Skridt ud af
Værelset, og saa blev Erkebispen atter ene med Sigge.
Det varede dog længe, førend de høie Bølger i
Erkebispens Sjæl kunde lægge sig. Han gik med tunge Skridt frem
og tilbage i Værelset, som om han fuldstændig havde glemt,
at han havde et Vidne til de ufrivillige Bevægelser, Stormen i
hans Sjæl fremkaldte. Tilslut standsede han foran Vinduet
og saa ud over Østersjøens rullende Bølger og den haarde
Klippe i deres Skjød. Og jo mere han saa paa denne, desto
roligere, men ogsaa desto mere jernhaaret blev hans Blik.
Testamentet. 34
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
