Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
48
Vi visste ikke hvad slags kyst det var, om det var fjeldkyst
eller sandstrand, brat eller flat. Vori eneste haab hvortil der for
nuftigvis kunde være en svak mulighet forhaanden, var at vi
maaske kunde finde en bugt eller vik eller en elvemunding, hvor
vi, om lykken var god, kunde la vor baat lope ind, berge os i
ly av kysten og muligens træffe paa rolig vand. Men noget saa
dant var ikke at oine; tvertimot saa kysten, jo mer vi nærmet os
den, endnu mere frygtindgydende ut havet.
Efterat vi hadde rodd eller snarere var drevet omtrent halv
anden mil — saa langt mente vi det var —, kom en rasende,
fjeldhoi bolge rullende bakefter os, og gav os tydelig tilkjende at
nu Kom naadestotet. Den grep os med saadan voldsomhet at den
veltet baaten, rev os alle ut av den og skilte os fra hverandre,
saa vi knapt fik ropt: «0 Gud!» saa var vi allerede i samme
nu slukt av den.
Intet kan beskrive den forvirring jeg folte i mine tanker, i
det samme jeg sank i vandet; ti skjont jeg svommet meget godt,
kunde jeg dog ikke arbeide mig saa vidt frem av bolgerne at jeg
fik puste. Forst da bolgen, som hadde drevet eller rettere baaret
mig et langt stykke henimot stranden og derved uttomt sin kraft,
strommet tilbake, efterlot den mig paa næsten tør bund, men
halvdød av det vand jeg hadde slukt. Jeg hadde saa meqen
aandsnærværelse og saapas luft, at da jeg saa jeg var nærmere
stranden end jeg hadde ventet, kom jeg paa benene i en fart og
skyndte mig, saa fort jeg kunde, at naa saa langt ind mot land
som mulig, for en ny bolge kunde komme og rive mig bort igjen.
Men jeg skjente snart at det var umulig at undgaa den, ti jeg
saa sjoen komme bakefter som en hoi bakke, en fiei, ’?
som jeg hverken hadde midler eller kræfter til at kjæmpe mel.
Det eneste jeg kunde gjore var at holde pusten og om mulig svinge
mig op paa bolgerne, saa jeg fik puste og svomme og saaledes
styre mig seiv frem til stranden. Mit stræv gik især ut paa at
bolgen ikke paa samme maate som den hadde baaret mig et langt
stykke indover mot land, skulde rive mig med sig utover tilsjøs
igjen, naar den drog sig ti)} ake.
Da bolgen kom over mig igjen, begrov den mig straks 20-30
fot i sit dyp, og jeg kjendte at jeg med uhyre kraft og hastighet
blev baaret et langt stykke henimot kysten. ’Men jeg holdt pusten
og strævde av alle kræfter at svomme fremad. Jeg var alt nær
ved at kvæles, da jeg merket at jeg dukket op igjen, og til min
store lettelse et øieblik hadde hoved og hænder oppe av vandet.
Skjont det kun var et par sekunder jeg kunde holde mig i denne
stilling, var det mig dog til stor hjælp og gav mig atter luft og
nyt mod. For en tid blev jeg nu igjen overskyllet av bolgerne^
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
