Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
168
hadde jeg nemlig efter nogen tids forløp til min usigelige trøst
opdaget en naturlig jordhule, som naadde et betydelig stykke ind
i jorden, og som sandsynligvis ingen vild, seiv om han stod like
ved indgangen, vilde ha mod til at vaage sig ind i, likesaa litet
som noget andet menneske, medmindre det, som for mig, mere
•end noget andet gjaldt at finde et sikkert tilflugtssted.
Mundingen av denne huie var ved foten av et hoit berg, hvor
jeg rent tilfældig — saa vilde jeg uttrykke mig hvis jeg ikke
hadde rikelig grund til at tilskrive alle saadanne opdagelser for
synets styrelse — holdt paa at hugge av tykke grener for at faa
•trækul. Men før jeg gaar videre, maa jeg meddele aarsaken til
at jeg skulde skaffe mig trækul. Den var følgende:
Jeg var, som før sagt, bange for at fremkalde røk i nærheten
av min bolig. Men jeg kunde jo ikke leve uten at bake brød, koke
kjøt o.s.v. Derfor kom jeg paa den tanke at brænde ved under et
grønsværdække, saaledes som jeg hadde set det sjort i England
indtil det blev til trækul. Efterat jeg saa hadde slukket ildén,
tok jeg kullene i forvaring og bragte dem hjem, forat de der uten
rok kunde yde mig saadanne tjenester hvortil der ellers træng
tes ild.
Men herom kun foreløbig. Mens jeg altsaa hugget ved paa
dette sted, fik jeg bak en meget tyk gren i krattet eller under
skogen et slaps hulning at se. Nysgjerrig efter at ta denne i øiesyn,
naadde Jeg ikke uten møie frem til indgangen, og fandt denne
temmelig rummelig, d. v. s. aapningen var stor nok til at jeg og
maaske en person til kunde staa opreist der. Men jeg kom, det
maa jeg tilstaa fortere ut igjen end jeg kom ind, for da jeg saa
længer indover hvor det var aldeles mørkt, fik jeg se to store
ørne — om det var paa en djævel eller et menneske, kunde jeg
ikke skjelne —, som i det svake lys der faldt ind umiddelbart fra
aapningen og kastedes tilbake fra hulen, blinket som to stjerner.
En liten stund efter, da jeg fik min fatning igjen, kaldte jeg
gang paa gang mig seiv en nar, og satte mod i mig seiv med de
ord, at den som var ræd for at se djævelen i øinene, var heller
ikke skikket til at leve alene i tyve aar paa en ø, og at jeg rolig
turde anta at der i hulen ikke var noget andet at være ræd for
•end mig seiv. Jeg skjot altsaa hjertet og i livet, grep et stort
brændende træstykke og gik ind igjen med min fakkel i haan
den. Men jeg var neppe kommet tre skridt frem før jeg atter
blev likesaa forskrækket som forrige gang; jeg hørte nemlig et
dypt suk, som fra et menneske der lider smerter, og derefter fulgte
en sammenhængende lydrække som av halvt fremmumlede ord,
og saa igjen et dypt suk. Jeg trak mig nu tilbake, og var i sand-
Jiet saa forskrækket at den kolde sved brøt frem; hadde jeg baa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
