Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
171
som færdig ladde kanoner, men let kunde flyttes for at tages med
paa en utflugt.
Da jeg ved denne leilighet foretok omflytning av min animu
nition, kom jeg ogsaa til at aapne det krudtfat som jeg hadde
fisket op fra sjoen, og som altsaa var blit vaatt. Jeg opdaget at
vandet paa hver side var trængt ind tre fire tommer i krudtet,
saa at dette var blit sammeneltet og haardt, men derved hadde
det indre holdt sig godt, som kjernen i et skal, saa at jeg midt
i fatet fandt omtrent 60 pund endnu meget brukbart krudt, hvilket
nu for mig var en meget behagelig opdagelse. Nu bar jeg alt
demt, og beholdt aldrig mere end tre pund krudt hos mig i
fæstningen, av trygt for paa en eller anden maate at bli over
rumplet, og likesaa bar jeg dit alt bly som jeg endnu hadde til
overs til kuler.
Jeg syntes mig nu at ligne en av de gamle riser som skal ha
levet i huler og klippeklofter, hvor ingen turde nærme sig dem,
og jeg tænkte mig at seiv om fem hundrede vikle gjorde jagt paa
mig her paa oen, skulde de aldrig opdage mig, og seiv om det
hændte, saa vilde de ikke vaage at angripe mig.
Den gamle gjet som var doende da jeg fandt den, dode dagen
efter at jeg hadde gjort min opdagelse, ved indgangen til hulen, og
jeg fandt det meget bekvemmere at grave et stort hui der og kaste
den nedi og bedække den med jord end at slæpe den ut. Jeg grov
den altsaa rigtig dypt ned der, for at undgaa at min næse skulde
plages av stanken.
Jeg hadde nu været tre og tyve aar paa oen og var blit saa vant
med sted og levevis, at ifald jeg bare hadde kunnet glæde mig
ved visshet paa at ingen vilde kunde komme hit og forstyrre min
fred, saa hadde jeg gjerne fundet mig i at tilbringe resten av mit
liv her, til mit sidste øieblik naar jeg, som den gamle buk i hulen,
la mig ned for at dø. Jeg hadde jo endog skaffet mig et par
beskedne fornoielser og adspredelser, hvormed jeg kunde korte
tiden langt behageligere end for. Jeg hadde nemlig for det forsto
lært min Poll at tale, og den talte saa fortrolig og tillike saa klart
og tydelig at det var mig en stor glæde; den levde ogsaa ikke min
dre end 26 aar i mit selskap, hvor lang tid bakefter, vet jeg ikke.
kun saa meget vet jeg at man i Brasilien mente at papegoier kan
bli hundrede aar gamle; maaske lever den gode Poll endnu sta
dig paa oen, og roper den dag idag paa sin stakkars Robin Cru
soe. Jeg onsker ingen engelskmand at han til sin ulykke kom hit
og hørte min papegoie, ti isaafald kom han sikkert til at tro det
var djæveien. — Dernæst var min hund mig likeledes en meget
behagelig og elskværdig kamerat, og det i ikke mindre end seksten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
