Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
172
/
<
aar av mit ophold paa øen, hvor den saa døde av ren alderdoms
svakhet. Mine katter formerte sig som før sagt i den grad, at jeg
først maatte skyte nogen av dem for at hindre dem i at fortære
baade mig og alt hvad jeg eide. Da endelig de to gamle som jeg
hadde bragt med mig var døde, jaget jeg stadig de andre bort
fra min nærhet og gav dem ikke længer mat, saa at de siden alle,
med undtagelse av to yndlingsdyr som jeg tæminet, blev vilde og
blev borte i skogene. Ungerne av mine to huskatter druknet jeg
altid, saasnart de fik nogen, saa at bare de to blev igjen som
medlemmer av min husstand. Føruten disse dyr hadde jeg altid
hos mig to husgjeter, som jeg vænnet til at æte av min haand;
desuten hadde jeg endnu to papegøier, som ogsaa talte temmelig
godt, og likeledes pleide at kalde mig Robin Crusoe, men de var
ikke saa flinke som Poll; jeg hadde heller ikke gjort mig saa
stor umake med dem. Saa hadde jeg ogsaa et par tamme sjø
fugler, som jeg forresten ikke vet navn paa; dem hadde jeg fanget
ved stranden og klippet vingerne paa dem. Og da nu de smaa
pilekvister som jeg hadde plantet utenfor min fæstningsvold, var
vokset op til et tæt krat, levde alle disse fugler mellem buskene
der, og hadde ogsaa reder der, og fik unger, og derav hadde jeg
min store glæde. Saaledes var jeg i det hele taget, som før sagt,
meget tilfreds med det liv jeg førte, naar jeg bare hadde været
fri før frygten for de vilde.
Men det var anderledes bestemt for mig, og det er maaske
ikke upassende, like overfor alle som faar min historie i hænde, at
gjøre følgende rigtige bemerkning: Hvor ofte har ikke i løpet av
vort liv en ulykke som vi av } r tterste evne stræver for at undgaa,
og som er meget forfærdelig, naar den allikevel rammer os, netop
været midlet, begyndelsen til vor redning hvorved vi alene har
kunnet hæve os over den nød som har hjemsøkt os. Fra mit
sælsomme levnetslop kunde jeg anføre mange eksempler derpaa;
men aldrig viste dette sig paa en merkeligere maate end ved be
givenheterne i de sidste aar av mit ensomme liv paa denne ø.
Det var nu, som før bemerket, december maaned i det treog
tyvende aar av mit eneboerliv, og da det nu var den sydlige sol
hvervstid — vinter kan jeg ikke kalde det —, saa var det netop
den passende tid til mit høstarbeide, saa at jeg oftere maatte op
hølde mig ute paa marken. Som jeg nu engang gik ut tem
melig tidlig om morgenen, endnu før det var fuld dag, blev jeg
meget forskrækket, da jeg ved stranden i nogen fråstand fik oie
paa lyset av en ild. Det var omtrent to mil fra endepunktet av
øen, hvor jeg tidligere hadde set at de vilde hadde opholdt sig, og
til min store sorg ikke paa hin side, men paa denne side av øen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
