Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
192
jeg snudde mig for at gaa og gav liam tegn til at folge mig, idet
jeg lot ham forståa at der kunde komme andre vilde efter disse.
Saa gjorde han tegn til mig at han vilde begrave de dode,
forat de ikke skulde bli fundet av de andre, naar disse mulig
fulgte efter, og jeg gav ham da tegn igjen til at han skulde gjore
det. Han gav sig straks ifærd dermed, og hadde paa et oieblik
med sine hænder gravel et hui i sanden, stort nok til at grave ned
den forste, som han kom slæpende med og dækket over; likesaa
gjorde han med den anden, saa de begge var gravet ned paa et
kvarters tid. Idet jeg nu kaldte ham bort, forte jeg ham ikke
ind i min fæstning, men helt bort til min huie paa den fjernere
del av oen. I denne henseende gik min drom altsaa ikke i op
fyldelse, at den vilde nemlig skulde faa ly i min lund.
Der i hulen gav jeg ham brod og et knippe rosiner at spise
og en drik vand, som han efter sit voldsomme lop sandelig vel
kunde trænge. Da jeg saaledes hadde forfrisket ham, gav jeg ham
tegn til at lægge sig ned og sove, idet jeg pekte paa en krok hvor
jeg hadde lagt en hop rishalm og et teppe som jeg seiv oftere pleide
at sove paa. Den stakkars fyr la sig da ogsaa ned og sov ind.
Det var en rigtig vakker ung mand, fuldkommen velskapt,
med bare, lange, ikke altfor svære lemmer, slank og godt byg
get, og efter min antagelse omtrent seks og tyve aar gammel. Hans
ansigt var meget godmodig, slet ikke grumt eller vildt, men hadde
noget visst mandig i sit uttryk og samtidig en europæers hele
mildhet og venlighet, især naar han smilte. Hans håar var langt,
sort og ikke kruset, panden var hoi og bred, og oinene funklet av
fyrighet og gloghet. Hans hudfarve var ikke aldeles mork, men
meget brunladen, ikke av hint hæslige, motbydelige gule som hos
brasilianerne, de indfodte i Virginia og andre stammer, men
snarere et glinsende morkladent olivenbrimt som gjorde et be
hagelig, om snd ikke let beskrivelig indtryk. Hans ansigt
var rundt og fyldig, næsen liten og ikke som hos negrene flat
trykt, munden smukt formet, læberne tynde, tænderne regelmæs
sig stillet og hvite som elfenben. Efterat han hadde sovet eller
halvsovet en halv times tid, vaaknet han, og kom ut av hulen
igjen til mig; jeg hadde imens melket gjetene som jeg hadde i
indhegningen ganske i nærheten. Straks han fik se mig, kom
han lopende hen til mig og kastet sig ned for mig paa jorden,
med de forskjelligste tegn paa et ydmygt, taknemmelig sindelag
som han med mangfoldige underlige fagter sokte at lægge for
dagen. Tilsidst la han atter hodet like ned paa marken tæt ved
min fot og satte min anden fot paa sit hode, likesom for engang,
og viste mig derpaa alle mulige tegn paa underkastelse, tjenst-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
