Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Robinson Crusoe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 53 —
ihjæl. Forst blev de befridd for repene som bandt deres hænder
sammen; dette var signalet til et rædselshyl, særlig fra
kvinderne, som om de alt folte kniven paa strupen. De opfattet det
tydeligvis som det förste skridt paavei til retterstedet. Bod de
dem noget at spise gik det likedan — de opfattet det som frygt
for at de skulde miste huldet og bli for magre til at egne sig
til slagt. Blev en av dem gjenstand for særlig opmerksomhet saa
trodde vedkommende straks at han eller liim stod forst for
tur til at bli servert. Selv efterat de var kommet tilbake til
øen og hele tiden var blit godt behandlet saa ventet de
ulykkelige hedninger hver dag at deres time skulde slaa. —
Da de tre hjemvendte var færdig med sin beretning spurte
spanierne hvor de hadde anbragt sin nye eiendom og fik vite
at de hadde lukket dem inde i en av sine hytter. Nu var deres
ærend at be om noget at spise. Alle de øvrige kolonister fik nu
lyst til at ta fangerne i øiesyn og gik ned til den angivne hytte.
Der sat de med sammenbundne hænder — for at hindre dem i
at stjæle baaten og flygte hadde englænderne nemlig atter bundet
dem. De var allesamme nakne. Det var for det förste tre mænd,
kjække, staute karer, velbygget og med lange, rette ben; de kunde
være mellem tredive og femogtredive aar gamle. Dernæst fem
kvinder, to mellem tredive og firti aar og to som neppe var over
femogtyve; den femte var høist seksten-sytten aar gammel.
Kvinderne gav et tiltalende og sympatisk indtryk baade hvad
skikkelse og ansigtstræk angik. Rigtignok var de gulbrune av farve;
hadde de været helt hvite kunde ialfald to av dem gaat for
skjønheter selv i England, saa vindende var baade deres ydre og
væsen. Endnu bedre tok de sig ut efter at vi hadde skaffet dem
klær, selv om det ikke var rare klærne efter vore begreper.
Dette syn gav spanierne formelig en skræk i livet. De var
allesammen, det maa jeg indrømme dem, de skikkeligste, mest
respektable og særlig de mest ærbare mennesker og har truffet,
og her stod de ansigt til ansigt med tre mænd og fem kvinder
som alle var nakne. Desuten var de saa ulykkelige som det vel
er mulig for mennesker at bli; de ventet jo hvert øieblik at bli
slæpt ut og slaat for panden for derefter at havne i gryten.
Det første spanierne gjorde var at sende Fredags far ind til
dem for at undersoke om han kjendte nogen av dem eller
ialfald forstod deres sprog. Den gamle mand saa nøie paa de vilde
men drog ikke kjendsel paa dem, heller ikke forstod de hans
sprog eller de tegn han gjorde, med undtagelse av en av
kvinderne. Men det var jo tilstrækkelig til at de kupde gjöre dem
forstaaelig at de ikke vilde dem noget ondt, men at deres nye
herrer var kristne som næret avsky for menneskekjøt. Da de ende-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
