Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Robinson Crusoe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 114 — j
sulten paanyt at plage mig grusomt. Jeg kom mig paa benene,
aldeles fra mig selv og i en frygtelig tilstand, og hadde min frue
været død tror jeg sikkert at jeg hadde forgrepet mig paa hende
med samme begjærlighet som om hun var et velsmakende og
veltillaget dyr, tiltrods for den hengivenhet jeg næret for hende.
Pludselig opdaget jeg fatet med blodet fra den foregaaende dag;
jeg for løs paa det og tømte det med slik hast og graadighet
som om jeg var ræd for at nogen vilde ta det fra mig. Skjønt
jeg fyldtes av rædsel ved tanken paa hvad jeg gjorde saa stillet
det allikevel min sult; jeg tok mig igjen en slurk vand og følte
mig nu bedre og roligere nogen timer efterpaa. Dette var min
fjerde dag uten mat; utpaa kvelden fik jeg et nyt anfald og i
lopet av tre; timer gjennemgik jeg alle mine tidligere lidelser
paa rad; først var jeg utilpas og mat, derefter rasende sulten,
saa begyndte mavesmerterne og derefter igjen sult, kvalme,
sindsforvirring med skrik og hyl, og slik skiftet det hvert kvarter indtil
mine kræfter var uttømt. Om kvelden hadde jeg bare et eneste
ønske — aldrig mere at vaagne igjen.
Hele natten fik jeg ikke blund paa øinene. Sulten var gaat
over til sygdom, og jeg fik et skrækkelig anfald av kolik fordi
tarmene var fulde av luft istedenfor føde. Næste morgen hørte
jeg pludselig at min frues son skrek og jamret sig: han ropte
at hans mor var død, og med anspændelse av alle mine kræfter
loftet jeg mig op paa albuen. Jeg saa at hun ikke var død, men
endnu gav smaa livstegn fra sig. Selv led jeg ubeskrivelig og
sulten gjorde mig dødsens syk. Snart efter hørte jeg matroserne
oppe paa dækket rope «Et skib, et skib», derefter for de rundt
og hylte og skrek som gale.
Imidlertid var jeg ikke istand til at røre mig av flekken og
min frue endda mindre. Hendes søn var saa daarlig at jeg trodde
han var død. Derfor var vi ute av stand til at aapne kahyts
-døren for at faa vite hvad der foregik ovenpaa. Vi hadde ikke
set noget til mandskapet paa to døgn, og sidste gang sa de at
der ikke længer fandtes mat ombord. De trodde vel at vi alle
tre var døde. I denne tilstand befandt vi os da De kom os til
undsætning. Hvorledes vi hadde det ved Deres ankomst vet De
likesaagodt som jeg, ja endda bedre.»
Slik lød hendes beretning; den gav mig en tydeligere
forestilling om hvorledes det føles at sulte ihjel end jeg før hadde
hat og interesserte mig derfor høilig. Jeg er desto mere tilbøilig
til at tro paa dens egthet fordi den unge mand fortalte mig
omtrent det samme skjønt hans beskrivelse ikke var saa livagtig
som hendes. Han hadde jo ogsaa faat litt mat av sin mor som
ofret livet for at redde hans. Den ulykkelige tjenestepike var nok
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
