Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johan Sebastian Cammermeyer Welhaven (1807–1873) - Byens kirkegaard
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
267
Kan du, igjennem din strid og din daad,
redde det barnlige skjær til det sidste,
da har du regnbuen over din graad,
da har du glorien over din kiste.
Mellem de smykkede stene og høie
hæver sig ældede halvglemte minder,
ligger der tuer, arme og lave.
Engen gaar did med et speidende øie;
kransen er visnet, og indskriften svinder.
Nelderne gror paa de navnløse grave.
Mindet maa pleies med kjærlige hænder,
har kim sit liv, mens din ømhed er rig.
Skjules dit savn under glemselens flig,
slukkes din ild, der paa alteret brænder,
staar det i gravlunden seiv som et lig.
Ak, seiv det fredede minde har graven
viet til glemsel med kortvarig frist;
bankende hjerter, der bringer det kranse,
kunne den skridende vinter ei stanse,
visne som løvet i kirkegaards-haven,
ligger de alle og slumrer tilsidst.
Da er det faldende, gulnede blad
ene det smykke, kolonnen skal eie;
da staar den ensom i gravenes rad,
arm som den ukjendte pilegrims leie.
rkjendte pilgrim har intet at miste;
blomster var aldrig paa graven at skue.
Lærken har kun paa den fattige tue
sunget de smukkeste triller den vidste.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
