Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jørgen Moe (1813–1881) - Gud har gjemt det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
286
saa alle skyens bræmme laa
som guid og purpur røde.
Taus stod den lille, taus og stil,
og stirred mod det høie;
i sjælen funker faldt af ild
igjeunem barnets øie.
Hun mælte ei et ord, men spændt
og stadig opad skued,
til aftenflammens pragt var endt
og sidste glimt afluet.
Da vendte blid-vemodig stemt
sig om til os den lille.
»Ak, nu har Gud det hele gjemth
Hun sagde blødt og stille.
»0 ja, mit barn! saa vil det gaa
dig mange, mange gange:
Naar bedst Guds herlighed du saa
for sjælens øie prange
saa vil den atter glide hen
og tabes i det dunkle,
og intet glimt er mer igjen,
hvor nys du .saa den funkle.
Men lad det aldrig vorde glemt,
hvad seiv du nylig sagde:
Da Gud har kuri det hele gjemt;
han det til side lagde.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
