Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Henrik Ibsen (1828–) - Af »Peer Gynt« - Præstens tale ved graven
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
438
og inden høsten kom, steg atter røgen
ifrå en fjeldgaard, lagt i bedre ly.
I ly? For flommen, ja, men ei for brseen;
to aar derefter laa den under sneen.
Dog, mandens mod fik skreden ikke krøget.
Han grov, han rensed, førsled, rydded grus,
og før den næste vintersne var føget,
stod reist for tredje gang hans ringe hus.
Tre sønner havde han, tre raske gutter;
i skole skulde de, og did var langt;
det gjaldt at naa, hvor bygdeveien slutter,
igjennem skaret, styrtende og trangt.
Hvad gjorde han? Den ældste fik sig skjøtte
som bedst, og der, hvor stien faldt for styg,
slog manden toug om ham til tag og støtte;
de andre bar han frem paa arm og ryg.
Saa sled han aar for aar; og de blev mænd.
Her var vel skjæl at kræve ligt igjen.
Tre velstandsherrer i den nye verden
har glemt sin norske far og skolefærden.
Han var en kortsynt mand. Udover ringen
af dem, ham nærmest stod, han intet saa.
For ham lød meningsløst, som bjælders klingen,
de ord, der malmfuldt skulde hjerter naa.
Folk, fædreland, det lysende, det høie,
stod stedse slørt af taager for hans øie.
Men han var ydmyg, ydmyg, denne mand;
og fra sessionens dag han bar paa dommen,
saa visst, som han paa kind bar blygsels brand
og sine fire fingre gjemt i lommen.
En brotsling imod landets lov? Ja vel!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
