Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bjørnstjerne Bjørnson (1832–) - Mit følge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
472
Ei maaler tankens, ei digtets søn
saa høi en hvælving, saa dyb en brønd
som fra den himmelske kjærlighed
til der, den speiler i vuggen ned.
Ei sjælen lyser, ei hjertet dugger,
som nåar dit barn under bøn du vugger.
Hvem ei har kjærlighed i det smaa,
han kan ei mængdens, ei mindets faa.
Hvem ei kan bygge sit eget hus,
hvad stort han bygger, gaar og i grus.
Med seir fra Moskva til Kartagena
han dør dog ensom paa Sankt Helena.
Har først du bygget dig seiv et fæste,
saa tidt du frelser endog din næste;
skjønt børnehænders og kvindeværk,
det fæste holder din sjæl saa stærk,
at den gaar hel gjennem kamp og fare
og giver mod til den største skare.
Et enkelt hjem bar saa tidt et land,
nåar ud det sendte dets frelsermand,
og mange tusen af hjem det var,
som landet frelst ifrå slaget bar.
Og det, som bærer det gjennem freden,
er hjemmets pulsslag i travelheden.
Trods alt det fine i fremmed duft,
helt ren alene er hjemmets luft.
Der møder bare det barnesande,
og synden kysses ifrå din pande!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
