Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
o o
tider. Paa Stiklestad mødte de Olavs hær og fældte ham
efter en haard kamp (1030).
Stiklestad-slaget (29de juli 1030). Da Olav hørte, at
bønderne kom imod ham med en hær, ordned han sine mænd.
Sine udvalgte kjæmper stilte han foran sig og sit merke, i en
skjoldborg. Der gav han ogsaa sine skalder plads, forat de skulde
se alt og digte om slaget siden.
Kvelden før slaget tog kongshæren natteleie paa marken
og la skjoldene over sig. Kongen selv vaaked lange stunder og
bad til Gud for sig og sit folk. Henimod dag fik han en liden
blund; men da dagen randt, vaakned han. Han syntes, det var
for tidlig at vække hæren, og bad Tormod Kolbrunarskald
om at komme med et kvad. Tormod satte sig op og sang det
gamle Bjarkemaal, saa det hørtes over hele hæren. Alle roste
kvædet, og kongen gav skalden en tyk guldring. Da takked denne
og sa: Min bøn er det, gode konge, at du aldrig lar mig skilles
fra dig, i liv eller død.» Det loved kongen. — Siden tog Olav
mange mærker sølv og leverte det til en bonde. Disse penger,// sa
han, «skal du gjemme og dele ud til kirker, prester og
fattigfolk, til frelse for de mænds sjæle, som falder i kampen mod
os.» Du mente vel, — for dine egne mænd?» spurgte bonden. «Nei,
svarte kongen, de mænd, som følger mig, vil alle bli frelst ligevel!»
Olav førte nu sin hær videre frem til Stiklestad. I)a saa
de bøndernes flok, og den var 4 gange saa stor som Olavs, men
spredt om paa veie og stier. Kongsmændene satte sig derfor
ned for at hvile. Selv la kongen sit hode paa Fin Arnessøns knæ
og sovned. Men nu nærmed bondehæren sig, og Fin maatte
vække ham. Hvorfor lod du mig ikke nyde min drøm"?»
spurgte kongen. Hvad drømte du da?» «Jeg saa himmelen
aaben og en stige, som jeg gik op ad, og jeg stod netop paa
øverste trin.» I)a sa Fin: «Nu er du vist feig!» —
Bonde-hæren samled sig nu foran bakken ved Stiklestad, og Tore
Hand gik frem-om merket og ropte; Fram, fram, bondemænd!’
Da skreg ogsaa alle bønderne og gik frem. De forreste hug
med sverd, de, som kom derefter, ståk med spyd; men alle,
som gik bagenfor, skjød med spyd og piler eller kasted store
stener. — Olafs hær ropte nu ogsaa sit hærskrig: «Fram, fram.
krislmænd, korsmænd, kongens mænd/» Dermed satte de udover
skraaningen og ind paa bondehæren og gik saa haardt frem, at
bønderne vég tilbage, og nogle sprang. Men bonde-høvdingerne
skamm ed paa sine folk, og saa søgte de atter ind paa
kongshæren fra alle kanter. — Tor Folessøn bar kongens merke.
Kongen bød ham at gaa længer frem, og selv gik han tæt ind
paa fienden og stred djervelig. Da bønderne saa hans bistre
ansigt, vég de unda; men hans mænd faldt, en for en, endda
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
