Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Roret dreies hvert Øieblik, Lodsen staaer med spændte Ansigtstræk
ved Rattet, man bliver strax var, at den største Nøiagtighed ved
Styringen er nødvendig. Endelig svinger Skibet om en Pynt og glider
langsomt ind i Snevringen. Det seer ud, som om Hjulkasserne maatte
støde mod Klipperne, der paa begge Sider hæve sig temmelig steilt.
Iler er saa smalt, at Hjulene male Vandet saaledes til sig, at
Vandstanden falder over tre Fod foran Skibet, medens en Bølge følger
skummende bagefter det. Nogle Minutter forløbe — saa er Skibet
i bredere Farvand, og man seer da Fjeldene igjen lukke for det Løb,
som man, især naar man første Gang færdes her, er glad ved at være
sluppet vel igjennem.
Hele Seiladsen gjennem Langesundet er imidlertid meget interessant
og meget smuk. Paa den ene Side har man Langøen, som i en
Længde af omtrent en Miil hæver sine Granitsider til temmelig betydelige
Høider, bevoxede med frodige Gran-, Fyrre- og Birkeskove. Paa
Fjeldsiderne, hvor intet Jorddække findes, seer man Graner og Birke
klamre sig til de vældige Granitblokke, tilfredse med den tarvelige
Næring, som Rødderne kunne finde i Klipperevnerne. Ogsaa smaa
Rønnebærtræer hænge ud fra Fjeldvæggen og yde med deres smukke
røde Bær en Skjærv til Afvexling i Farverne. Flere Steder, hvor
Fjeldet hæver sig næsten lodret op af Søen, bærer det tydelige Spor
af store Steenmassers Nedstyrtning. Knækkede Graner og Løvtræer,
indeklemte mellem halvknuste Steenblokke, vidne om, at Eensomheden
og Stilheden, der herske her under de høie Fjelde, undertiden kunne
afbrydes af andre Lyd end Ørneskrig og Aareslag. Man har fortalt,
at et saadant Steenskred for faa Aar siden »rusede ned« i Søen, og
satte det stille Vand saa voldsomt i Bevægelse, at en Fiskerbaad, som
befandt sig langt fra Stedet paa den anden Side af Sundet, nær var
kantret. Paa Langøen findes rigfe og fortrinlige Jerngruber, som
beskæftige mange Mennesker. Paa den anden Side af Sundet, som
nærmere mod Kragerø bliver bredere med skovbevoxede Øer, og tilsidst
danner en stor Bugt ind i Landet, seer man mellem Granskovene
flere aldeles nøgne Fjelde af et underligt hvidligt Udseende. Her skal
Skovbrand, tildeels opstaaet ved Uforsigtighed, idet man sædvanlig
afbrænder Stubbe af ryddet Skov, have ødelagt disse forhen frodige
Strækninger. Om Navnet »Langesund« er der forskjellige Meninger.
Nogle sige, at det hedder »Langø-Sund« efter Langøen, Andre paa-
staae, at det rette Navn er »Langgaard-Sund« efter en Gaard,
Lang-gaard, paa Langøen; men det bekjendte Veikort benævner det
»Langesund«.
Hønefos paa Ringerike,
Har man paa en Udflugt fra Christiania maattet tilbringe en Nat paa
Humledal og en anden i Klevstuen oppe paa Krogkleven, da hilser man med
dobbelt Glæde den lille By Hønefos nede paa Ringerike paa Veien til
Hadeland, helst om man ikke har været forsigtig nok til at indrette sig paa
at leve paa egen Kost. Hønefos er en besynderlig naiv lille By,
gjennem-skaaret af Elve, opfyldt med Broer og med en ganske ny — i 1862
opført — Kirke. I Udkanten af Byen ligger Glatvedgaarden, et
rummeligt, elegant og godt Hotel, hvor man finder polstrede Lænestole og et
velbesat Bord, hvor man kan drikke sin Flaske Vin, og hvor man
nyder sin Eftermiddagskaffe og ryger sin Cigar i en fortræffelig aaben
Sal, udenfor hvilken Fossen synger sin eensformige brusende Vuggesang.
Men det er ikke blot som Recreationssted, Hønefos bør anprises, det
har ogsaa andre fremragende Skjønheder.
Den mest fremtrædende Plads i denne Retning indtager
selvfølgelig Fossen, der har givet Stedet Navn. Hønefossen er et stort
og kraftigt Fald i Elven, der her fører en overordentlig Vandmasse;
saa kraftigt var Faldet — thi nu er det kun en Skygge af hvad
Fossen var nogle Aartier tilbage — at Menneskene ikké kunde taale
dets Magt; Fossen vilde ikke lystre og tjene de menneskelige Interesser,
derfor blev den svækket, splittet ad, Kraften fordeelt og Skjønheden
afløst af Nyttighedshensyn. Thi her spiller Flødningen, en
eiendommelig norsk Næringsvei, eö overordentlig vigtig Rolle. Saasnart Elvene
blive farbare, styrtes Tømmeret ud i dem-, og de mærkede
Tømmerstokke gaae nu fra den ene Elv til den anden, indtil de omsider
ind-gjærdes nede ved Kysten. Det tager sig forunderligt ud, at see en
heel stor Deel af Fjordene bedækket med en slig Flaade af
Tømmerstokke, der umærkeligt drive med Strømmen nedad. Denne Befordring
skeer imidlertid dog ikke udelukkende ved Naturens Hjelp. Der maa
en Haandsrækning til engang imellem, deels for at hjelpe Tømmeret i
Vandet, deels for at passe paa, at Stokkene ikke slynges saa voldsomt
mod hverandre, at de tage Skade, deels for at kaste det los og skaffe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
