Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kong Abels Enke Mektilde, som først gik i Kloster, blev siden
efter Erkebiskop Jacob Erlandsens Raad gift med Birger Jarl i Sverig.
Dermed staaer vel i Forbindelse, at den landflygtige svenske Konge
Birger, som forresten var dobbelt besvogret med Erik Menved, fik til
Underhold en Gaard ved Skjelskør med to Herreder. Af denne Gaard,
Spikaborg, er kun bevaret Navnet Spegerborg, som nogle Jorder tæt
ved Byen kaldes.
Selve Skjelskør, som fik med Konger at gjøre, der i hine Tider
ikke veg tilbage for Brodermord, blev under Erik Menved i 1287 valgt til
Mødested for et Danehof, som skulde bringe Lys i Sagen om Mordet
paa Erik Glipping. Mordernes Parti søgte da ved et Overfald at
forhindre Mødet; men Kongens Formynder, Hertug Valdemar af Slesvig,
der selv var mistænkt for Deelagtighed i Mordet, søgte at
retfærdig-gjøre sig ved at slaae Urostifterne tilbage. Til Tak herfor angreb
Marsk Stig et Par Aar efter Skjelskør, og ødelagde baade den og den
derværende Kongsgaard. Under Kampen med de Fredløse blev der
endnu i 1300 holdt et Møde i Skjelskør mellem Kong Erik af Danmark
og Kong Haakon V af Norge, i hvis Land de Fredløse havde fundet
Tilflugt og Bistand. Mødets Hensigt at mægle Fred blev uden Frugt;
thi Krigen blussede op paany, da nu ogsaa Sverig tog de Fredløses
Parti. Erik Menveds Broder, Christoffer II, der pantsatte saa meget
Andet, pantsatte ogsaa Skjelskør, som derefter havde den Skjebne at
være Pantegods indtil 1453. Tilbagevunden under Kronen synes Staden
igjen at have hævet sig, og i Grevens Feide udførte Skjelskør Borgere
et ret eventyrligt Foretagende, idet de, forklædte som Hesteprangere,
bemægtigede sig Korsør Slot.
Den afsides Beliggenhed har uden Tvivl bidraget til, at ingen
dansk Konge siden Erik Menveds Tid har sat sin Fod i Skjelskør.
Deraf er atter opstaaet den Folketro, at »Klintekongen« fra Klinten
tætved Byen ikke vilde tillade nogen anden Konge at gjeste sine
Enemærker. Men da Klintekonger i den senere Tid ere gaaede af Mode,
faaer nu Broens Skrøbelighed Skyld for, at ingen Konge vil kunne
passere den. Man faaer altsaa ad anden Vei at nærme sig denne
forresten meget loyale By. Skjelskør er paa Scenen gjort til Skueplads
for en lignende Lystighed som Korsørs »politiske Glæde« i »Kong
Salomon«, idet afdøde Wengel har foreviget Byens Navn i sit muntre
Stykke »En Tale«.
Uden Jernbaner og Dampskibsforbindelser er Skjelskør henviist
til sit Opland, og i de senere Aar er den endog sprunget forbi
adskillige af vore Kjøbstæder i Folkemængde. Ikke mindre heldigt trives
der mere aandige Interesser; thi da der for nogle Aar tilbage reiste
sig en interessant Forhandling om vort lærde Skolevæsen, vare
»Pædagogerne fra Skjelskør« de forreste i Rækken.
| Omegnen hører ikke til de for deres Skjønhed meget berømte;
i men hvis Skjelskør laa nærmere ved Touristernes alfare Vei, vilde
1 de sikkert finde mange Punkter med herlig Udsigt over Egnen og
Havet. Et godt Beviis for, at her er smukt, afgive de mange
Herre-gaarde i Byens Nærhed, nemlig, foruden Borreby ved Fjorden, Espe
mod Nord og Basnæs mod Syd; desuden lige ved Noeret Gjerdrup,
der tilligemed Lyngbygaard i over hundrede Aar har tilhørt Familien
Quistgaard. Østefter ved Kysten ligger Lensgrevskabet Holsteinborg
med sit taarnbygte Herresæde, hvis nærmeste Kjøbstad ogsaa er
Skjelskør, og hvis Besidder for Tiden repræsenterer Skjelskør Valgkreds
i Folkethinget.
En Bondestue paa Dovrefjeld,
Forskjellig som Naturen og den hele Leveviis paa de norske
Fjelde er overfor vore Sletters mildere Udseende og lettere Vilkaar,
saaledes frembyder ogsaa den norske Bondes Hjem et ganske andet
Udseende end den danskes, især paa Øerne, hvor der er gjort Saalidet
for den æsthetiske Sands. Norges frie Odelsbonde er stolt af sit Land,
hvis haarde og storslaaede Natur har præget hans eget Sind; selv med
Umage og Opoffrelse anlægger han ofte sin Bopæl paa et Sted, der er
mindre tilgængeligt, men mere smukt. Plads har han nok af, og
Tømmer fattes ham ikke; derfor tage Gaardene sig bedre ud, og man
er i Regelen fri for den indknebne Plads og for den Sammendyngen,
der ofte har Ureenlighed i Følge. De hvidgraae Tømmerstokke med
naturlig Farve, eller de oftest rødt anstrøgne Planker, gjøre ogsaa et
bedre Indtryk end Bindingsværket med sønderreven Halm og nedfaldet
Leer. Men indvendigt er Reenligheden ialtfald ikke altid just særdeles
stor — den er dog maaskee størst paa de mindst befærdede Steder,
blandt de mindst »civiliserede« Indbyggere. Og en eiendommelig Hygge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
