Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
skyggefuld Bøg med kuglerund Krone, de saakaldte »Gjøngebøge«; thi
under dem holdes Rast af Gjøngerne, der boe i det tilgrændsende
Herred, naar de kjøre om i Landet for at handle. Naar Sneen jævner
de ufremkommelige Høider, fare de henover dem paa deres lange
Slæder og bringe Fyrrestammer hjem; om Foraaret, naar den smelter
og bringer Saugmøllerne i Gang, skære de Stammerne til Planker, og
om Sommeren kjøre de om og tiltuske sig Korn og andre
Fornødenheder for Tømmeret. Snart aabner Dalen sig for en mere fremmed
Natur; bøier man ind gjennem Beteshagen, staaer man faa Minutter
efter foran det lille Bjergparti Skäral id. Den lunefulde Natur har
her midt i Skaanes smilende Bakkestrøg optaarnet et Fjeldmaleri, der,
om end efter en lille Maalestok, dog i alle sine Formationer
paafaldende minder om Schweitz’ Bjergnatur. De ranke Fjelde slutte sig
tæt som skjermende Vogtere om Dalens Helligdom. Yppige Birke og
Bøge klattre op ad Lierne, hvor prægtige Steenurer lude ud fra
Toppene. Maleriske Steenrøs sænke sig lige ned til Skäraaen, der bugter
sit klare Belte gjennem den frodige Engbund; Ungkrattet følger den
og Blomsterverdenen flokker sig om Bækken, for at lytte til dens
Idyller. See de glimrende Guldsmede, der overgivne boltre sig i
Sollyset, see hvor de standse paa de summende Vinger, og kaste sig som
Lynglimt til Siden; see Maskeballet af de tusinde mangefarvede
Sommerfugle, der ile fra Blomst til Blomst, og hviske til dem hvad hverken
Du eller jeg forstaaer. Underlige Fred, her, hvor hverken Ager eller
Markskjel minder om Mit og Dit, eller Forbud om Lovens Lænker,
hvor Fossen tyst skjuler sig bag Steenrøset, og først i Dalen kommer
tilsyne, brusende op af iskolde, underjordiske Væld, hvor Birken skjælver
med hviskende Aande, og det kun er Falken, der, flyvende ud fra sin
kongelige Bo, vækker Lyd i Skoven, naar den skræmmede »Hackspätte«
med ængstelig Fløiten flagrer fra Green til Green, eller maaskee iblandt
et Egern melder sig’med et: »Krik, Krak!« fra sin store Spisestue.
Hvor langt videre favner Tanken gjennem Øiet, medens Øret hviler,
saa at den ei alene fortaber sig i de høie Steenurers Alvor, men ogsaa
falder i Staver over Smilet i den beskedne Blomsts blufærdige Drømme.
Vi staae nu ved et stort Steenrøs. Er Du gammel og gigtsvag,
saa sæt Dig ned ved Bækken, og er Du behændig, kan Du sørge for
vor Middagsmad, idet Du med Haanden griber Forellen under Stenen.
Men vi Unge maae tilveirs op ad Røset; vogt Dig blot, at ikke de
skarpe, rullende Stene slaae din Eftermand over Benene. Snart ere
vi deroppe, og er Du ikke svimmelsyg, saa spring ud paa Hellen, der
hænger over Dalen. Herlige Syn! Du kan følge Bækkens Løb langt
op i det snevre Pas; Øiet flyver fra Fjeldaas til Fjeldaas, og ud af
Dalen fortaber det sig i Reeseborgs og Gustafbergs Skove, over Marker,
hvide Kirker og røde Byer i det uendelige Fjerne. Seer Du Steenuren
her lige overfor? Det er »Hjortaknipan«, der skyder sin smalle Pynt
frem over Afgrunden. Sagnet fortæller, at en dødsdømt Tyv fik sin
Dom forandret dertil, at han paa en blind Hest skulde ride ud til
Spidsen og vende. Vovestykket lykkedes og Tyven var frelst.
Henover Aasen strækker Skoven sig, hvor den hemmelighedsfulde Pan boer —
»I det Eenlige, det Tomme,
I det Tause vil jeg komme«,
siger han hos Heiberg. Her er jo en Taushed, der ligesom venter paa
Lyd. Han skuffer Dig heller ikke, thi naar Du raaber over til ham,
faaer Du ligesaa vise Svar, som hin Yngling Peri fik fra Professorens
chinesiske Dukke.
Her, hvor Du staaer, hang i gamle Dage en kæmpestor
Klippeblok, den saakaldte »Rorepogen«, ud over Dalen. Men da Peer Bentson
holdt sit Bryllup i Rore By og Gjesterne havde drukket i otte Dage,
saa raabte den kaade Brudgom: »Nu får vi till slut göra rök i dalen!«
Saa fore de ud til Pogen med Jernspir og Hakker og undergravede
den, saa at den med et vældigt Brag styrtede i Afgrunden. Da lød
det som Verden faldt sammen, og en tyk Røg væltede ud fra den
knuste Kæmpe. — Saaledes fortalte en gammel Bonde det, der just
stod og stellede med nogle uvane Kreaturer i en Gaard tot bag ved.
»Tak for Historien, Gamle, og for Besøget i Eders vakkre Dal«. —
»Vacker!« udbrød han meget misfornøiet: »ja det kan herran säga,
som inte mister kreatur, men det säger icke vi«. Dyrene have nemlig
den slemme Vane at blive svimle og falde ned ad Skrænterne. Følger
Du Skoven længere op i Dalen, kommer Du til det høieste Punkt:
; »Kopparberget«, hvorfra Du har en endnu videre Udsigt indover og
udover, og længst inde ligger »Fosshall«,, hvor Bækken danner et Fald,
og ’Ved hvis Fod Du kan krybe ind i en skummel Jættestue, om
hvilken Sagnet tier.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
