Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nikolai Frederik Severin Grundtvig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
41 Nikolai Frederik Severin Grundtvig.
ringe ydre Foranledning for at vælde ud fra hans Indre. I «Kvædlinger eller
Smaakvad« saralede han 1815 en Del af dem og ledsager her hvert Digt
med Noter over dets Fremkomst og en Kritik, som ofte ganske
uforbeholdent bryder Staven over det Standpunct, hvoraf det er fremgaaet, paa
samme Maade, som naar han i Fortalen til »Optrin af Norners og Asers Kamp«
siger, at han »engang hartad var tilsinds at brænde det hele Eventyr, da den
afgudiske Snak, selv i Hedningmund, tyktes ham forargelig, og al verdsligt
Skjaldskab en Sjæls Overdaad, der ligesom dens legemlige Frænde svækker og
sløver, i det den kildrer og gotter«. Medens Grundtvig saaledes med stor
Objectivitet har formaaet gjentagne Gange at udtale sig om sin egen tidligere
— ikke blot poetiske — Virksomhed, gaaer denne hans Dom hyppigt ud paa at
fordømme den Stemning, hvorudaf de enkelte Poesier ere skrevne, og han har
saaledes selv en Følelse af, i hvor høi Grad han præger selv et massivt historisk
Stof med sin Subjectivitets Stempel, Selet ät det ganske optages i hans
ejendommelige Forestillingskreds og farves af hans cbaracteristiske Behandling.
Denne Bemærkning faaer man atter Lejlighed til at gjøre ved den store
Oversættelse af Snorro og Saxo, som udfyldte de følgende Aar af hans Liv;
det er i Virkeligheden mindre en Oversættelse end en Omskrivning af de gamle
Krøniker, hvor Sprogtonen er lagt saa nær til Folkesproget, at den ikke sjeldent
støder det dannede Øre. Hvad Versene angaaer, da ere de behandlede med
endnu større Frihed, idet Grundtvig her ofte i Stedet for Originalernes Digte
giver sine egne, hvoraf nogle høre til de bedste, han har skrevet.
En lignende fri Behandling underkastede han 1820 det angelsaxiske
Digt »Biowulfs Drapa«. Hans Studier hertil førte ham dybere ind i den
angelsaxiske Litteratur og gav ham Lyst til at redde den fra Forglemmelsen; ved
Hjælp af offenlig Understøttelse foretog han tre Aar efter hinanden Rejser til
England, hos hvis Lærde han mødte stor Imødekommen. Hans Plan om
Udgivelsen af de angelsaxiske Sprogmonumenter blev dog af Omstændighederne
taget ud af hans Hænder og lagt i en engelsk Udgivers. En Udgave af
Bjowulfsdrapen paa Grundsproget er senere udgaaet fra hans Haand, lige som
han ogsaa har oversat og udgivet det angelsaxiske Digt »Phenix-Fuglen«.
Efter sine engelske Rejser (1829—31)udgav han 1832 »Nordens Mythologi«
i »anden omarbejdede Udgave«, men denne Bog er langt mere et ganske nyt,
selvstændigt Værk end en ny Udgave af det ældre Skrift. Den samme humoristiske
Behandling, som han i sin nye Mythologi underkaster Gudesagnene, havde han
tidligere for en stor Del ogsaa anvendt paa Historiens Begivenheder i sine
«Krønike-Riim til Børnelærdom« (1829), et Arbejde, hvis Formaal er det rent
praktiske at lette Børnene Læsningen af Historien ved at stykke den ud i
enkelte Tidsbilleder og binde dem i Hukommelsen med Rhythmens og Rimets
Baand; om Samlingen opfylder denne Hensigt, er tvivlsomt; mindre tvivlsomt er
det, at den for Størstedelen falder udenfor Poesien, skjøndt der findes mange
ved deres Sandhed i Synet og Styrke i Udtrykket herlige Stropher.
Det gaaer imidlertid ikke an, selv om man saa meget som muligt vil
holde sig til Grundtvigs digteriske Virksomhed, at forbigaae med Tavshed den
Forandring i hans ydre Stilling, som Tiden havde medført. Han blev 1821 uden
at have søgt derom Sognepræst i Præstø, men forflyttedes Aaret efter i Følge sit
eget Ønske til Kjøbenhavn som residerende Capellan ved Frelserens Kirke. Mod
4
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
