Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nikolai Frederik Severin Grundtvig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
46
Nikolai Frederik Severin Grundtvig.
Knud Lavard.
(Af „Kvædlinger").
(Ved min Reise til Sorø).
Saa gladelig farer jeg hen over Land,
Mit Øie har Stjernerne fundet,
Nedsænket i Hav er nu Solluens Brand,
Og Dugdraaben Støvet har bundet,
I Skumringen vinker den kjølige Lund
Nu alle Smaafugle til natlige Blund,
Og Blomsten alt blunder i Enge,
Paa Himmelen tindre de Stjerner saa smaa,
Saa tindre de Smaalys i Hytternes Vraa
Og lyse de Bønder til Senge.
Hvi flygter hist hver Stjerne bort,
Og hvi mon over Skoven ruger
Den Sky saa sort?
I Haraldstæd sad Hertug Knud
I Julefestens Dage,
Ved Aften treen i Sal et Bud,
Og talede saa fage:
I høre mig nu Hertug Knud!
I komme flux i Skoven ud,
Kong Magnus eder bier.
Og det var Eriks djærve Søn,
Saa bråt han sprang fra Borde,
Men Ingeborg ham drog i Løn,
Og saa tog hun til Orde:
I ride ei, min Herre god!
Thi vist det gjælder eders Blod,
Kong Magnus vil jer svige.
Ei er jeg som en Kvinde ræd,
Og Magnus er min Frænde,
Saa talde han, men Kvinden græd,
Og bad i stor Elende:
O! drag ei denne onde Færd!
Men tænk paa Fostret, som jeg bær
For eder under Hjerte!
Han klapped hende under Kind,
Og sagde: vær ei bange!
Men der hun saae ham stolt i Sind
Heel vaabenløs at gange,
Med Graad og Suk da gik hun hen,
Og spændte Sværdet ved hans Lænd,
Bad ham med Gud at fare!
Og det var hellig Hertug Knud,
Og Sivard, Saxlands Sanger,
De rede flux af Byen ud
Alt paa den rappe Ganger,
Men der de rede hen ad Snee,
Fru Ingeborg hun tykdes see
Om Knud et Jordelagen.
Og der de komme ud fra By,
Tog Sivard til at kvæde,
Saa sørgelig det klang i Sky.
At Knud han maatte græde,
Om Grimhilds Svig var lagt det Kvad,
Der hun tillaved blodigt Bad
For sine Brødre baade.
Heel fager er den gamle Sang,
Saa mælde Knud med Blide,
Men alt for ynkelig den klang
Dog her ved Nattetide,
Saa hug han Sporen dybt i Hest,
Og reed, alt som han kunde bedst
Sit Dødningrid til Skoven.
Fru Ingeborg saa enlig sad
I Salen med stor Kvide,
Og inderlig til Gud hun bad,
De Taarer flød saa stride,
Men der det var ved Midienat,
Da banked det paa Døren bråt,
Dog Ingen var derude.
I Blod og Bryst en Rædsel foer
Og stemmed hendes Aande,
Som uden Liv hun sänk til Jord
Udi sin store Vaande,
Og det var i den samme Stund
Da dræbdes Knud i mørke Lund,
Af Magnus og hans Svende.
Saa myrded de den Herre from,
Det Gud tilstæde vilde,
Til Vidne om hans Helligdom,
Udsprang saa klar en Kilde,
Men hver en Stjerne flygter ræd,
Fra mørke Skov, fra Haraldstæd,
Hvor Magnus slog sin Frænde.
Hevnerens Engel alt svæved,
Truende Sværdet han hæved
Over det syndige Folk,
Derfor, du Hellige! døde,
Dobbelt blev Dannemarks Brøde,
Dobbelt blev Dannemarks Straf.
Herren dog saared og læged,
Han er retfærdig og god;
Kilden, som sprang af dit Blod,
Dannemark kjøled og kvæged;
Kilden, som sprang af dit Blod,
Valdemar heed den paa Jorden,
Samlet med Absalons Flod
Kjøled og kvæged den Norden.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
