Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nikolai Frederik Severin Grundtvig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
47 Nikolai Frederik Severin Grundtvig.
Yillemoes.
(Af „Kvædlinger").
Kommer hid, I Piger smaa!
Strængen vil jeg røre,
Taarer skal i Øiet staae,
Naar min Sang I høre;
Om saa bold en Ungersvend,
Alle fagre Pigers Ven,
Sørgelig jeg sjunger.
Vaaren er nu kommet nær,
Dagene sig længe,
Vaaren har I Piger kjær,
Blomster groe i Enge;
Dog I skal i sene Aar
Mindes at I saae en Vaar
Med bedrøvet Øie.
Ak, thi før sig op af Jord
Blomsten kunde trænge,
Falmede en Blomst i Nord,
Som skal mindes længe:
Villemoes var Blomstens Navn,
Og ei glemmes tunge Savn
Midt i Blomsterflokken.
Han var Dreng, men stod som Månd,
Medens I var spæde,
Staae og slaae for Fædreland
Var den Unges Glæde;
Strømmen gaaer mod Kjøbenhavn,
Kongedyb er Strømmens Navn,
Der blev Helten viet.
Drengen voxte op til Månd,
Barnlig dog i Sinde,
Maatte han paa Sø og Land
Alle Hjerter vinde:
Sømænd bare ham paa Haand,
Og den fagre Liljevaand
Gav ham sin at kysse.
Gjerne han paa Haand og Mund
Hende kysse vilde,
Lod sig og en liden Stund •
Vel i Snarer hilde!
Men han var og blev en Månd,
Kjæk han drog til fremmed Land
Manddoms Værk at øve.
Sælsomt i hans Aand det lød:
Hører du, det dønner!
Dannemark er stædt i Nød,
Kalder sine Sønner.
Og som gamle Danmarks Søn
Fløi han mod det høie Døn,
Fædreland at værge.
Ak! den Gjæve kom, og saae
Fædrelandet bløde,
Hvor de stolte Snekker laae,
Var saa tomt og øde;
Disse Snekker var hans Hjem,
Han opvoxed mellem dem,
Stred i deres Skygge.
Dertil var fra Hedenold
Hid til sidste Dage
Disse Snekker Danmarks Vold,
Vold foruden Måge;
Sorg og Harm i Heltens Sind
Maatte da vel gange ind,
Følge ham til Graven.
Vinter leed, og Isen brast,
Over brede Vande
Kristian med sin høie Mast
Lod fra Norrig stande,
Helten stod saa rørt i Sind,
Store Taarer faldt paa Kind,
Der han Snekken skued.
Kjære Snekke, hilset vær!
Saa tog han til Orde,
Sømmelig er vist din Færd
Med de høie Borde;
Ak! men det er Hjertesorg,
At kun af den stolte Borg
Staaer et enligt Kammer.
Høie Magter, I som slog
Dannemark med Jammer,
Lad mig til min Afgang dog
Böe i dette Kammer!
Men skal ogsaa det forgaae,
Lad mig først da Bane faae
Paa dets røde Tilje!
Snekken seiled under 0,
Kjæmper var omborde,
Vikinger laae trindt paa Sø,
Dog den seile torde.
Vikinger sig flokked bråt,
Leired sig i dunkle Nat
Om den prude Snekke.
Hist i Nord gaaer Odden ud
Mellem høie Bølger,
Der blev Døn af stærke Skud,
Kristian ei sig dølger;
Men som gamle Kristian
Staaer han fast paa danske Strand,
Skjøndt hans Blod udrinder.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
