Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Poul Martin Møller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
POUL MARTIN MØLLER
var en Søn af den for sin classiske Lærdom bekjendte Præst, senere Biskop
Rasmus Møller og blev født i Jylland den 21 Marts 1794. Den vigtigste Del
af sin Barndom tilbragte han dog ikke i sin Fødeegn, men paa Lolland, hvortil
hans Fader blev forflyttet 1802. Sammen med sine Søskende udviklede han
sig her til en sund og kraftig Dreng, hvis stærke Legeme var vant til at
udholde allehaande Anstrengelser, og hvis opvakte Aand med Lethed tilegnede
sig den Undervisning, som Faderen selv meddelte sine Børn. I sit trettende
Aar blev Poul Martin sat i en Latinskole og gjorde her gode Fremskridt, mest
i Latin og Græsk, paa samme Tid som hans hurtige Nemme lod ham
tilstrækkelig Fritid til at læse Morskabsbøger, især af comiske Forfattere, og til at
sørge for den legemlige Udvikling ved at tumle sig under aaben Himmel med
jevnaldrende Kammerater. Han var i alle Henseender en rask og begavet
Yngling, hvis Character allerede da tydeligt bar det samme Præg af Aabenhed
og Ærlighed, øjeblikkelig Heftighed og jevn Godmodighed, der betegnede hans
modne Alder.
I en Alder af atten Aar kom Poul Møller til Universitetet og bestod
sine Examina med bedste Character, tildels med Udmærkelse. Han tog med
Iver Del i det akademiske Liv og i Tidens øvrige Bevægelser og tilbød saaledes
strax sin Tjeneste, da der i Vinteren 1813—14 blev Tale om, at Studenterne
skulde drage ud til Fædrelandets Forsvar. Hans poetiske Aare, som alt havde
røbet sig i Skolen, gav ogsaa i denne Tid talrige Livstegn fra sig i en Mængde
erotiske Smaadigte til en fjern Elsket, for hvem hans unge Hjerte brændte med
den første Kjærligheds varme Lue. Dog tænkte han neppe paa at vinde Laurbær
som Digter; hans Poesi var kun Frugten af Øjeblikkets Stemning, og naar
Stemningen var borte, faldt det ham ikke ind at kalde den tilbage for at holde den
fast og fængsle den i Versets Baand. Han var i det Hele taget et Menneske,
der holdt af at leve Øjeblikkets Liv i dette Udtryks ædleste Mening; i
Samtaler med sine Venner — og til dem hørte alle de fortrinligste unge Studerende
— gav han sig ganske hen og udstrøede med rund Haand de geniale Indfald
og slaaende Bemærkninger, som ved slige Lejligheder fødtes i hans Aand, men
som det ikke var hans Sag at samle til et Hele eller at forarbejde til et
videnskabeligt eller konstnerisk Værk.
Over denne Aandens utrættelige Virksomhed i en Form, der paa een
Gang var ham en Behagelighed og en Nødvendighed, forsømte han dog ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
