Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Steen Steensen Blicher
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
199 Steen Steensen Blicher.
med to Hoveder, fire Arme, fire Stokke og
fire Been — med korte og klare Ord: det
var en Månd baaren af en Qvinde; een
noget mindre end halvvoxen Dreng fulgte
tæt bag efter. Vejen løb nedenom Højen
paa den modsatte Side; men da de Kommende
havde Solen lige i Øjnene, kunde de ikke
see mig — Hunden taug, enten af Skræk
eller af Forundring.
En Månd , som — figurlig talt — med
Taalmodighed bærer sit Huuskors gjennem
Livet, eller af Kjærlighed sin Kone paa
Hænderne, er ingen stor Sjeldenhed; men
en qvindelig Korsdragerinde i bogstavelig
Mening — nemlig med sin Månd paa Ryggen,
var endnu aldrig forekommet mig. Historien
om »die Weiber von Weinsberg« har stedse
syntes mig lidt fordægtig: »det er langt
borte og længe siden« Sligt tildrog sig. I
alt Fald var det kun en kort Spadseretour
og dermed forbi: »einmahl ist keinmahl.«
Og disse »verrufene Weiber« ansporedes jo
mægtigen, deels af Frygt for Enkestanden,
og deels maaskee af Lyst til at gjøre
Opsigt blandt de fjendtlige Herrer Officerer.
Her, paa den store, øde Alhede, maatte
findes andre Aarsager; den første, jeg
opdagede , var denne, at Manden manglede
begge sine Fødder.
Da det lille Selskab var kommen midt
for Højen, gjordes Holdt: Qvinden drejede
Ryggen til Skraaningen, bøjede sig tilbage,
og aflæssede sin Byrde; derpaa rettede og
rattede hun sig nogle Gange, pustede ud,
og nedlod sig imellem Manden og Pogen.
Den Sidste lagde en lille Pose i hendes
Skjød. Der blev fremtaget nogle Fødevarer
og spiist i al Stilhed. Saasnart det
tarvelige Maaltid var endt, begyndtes en kort
Samtale, af hvilken jeg kun namsede enkelte
Ord; thi den førtes i et Sprog, hvilket jeg
af adskillige Udtryk — saasom »Jup«,
»Brall« , »Pukkasch« , 1) — snart erkjendte
for det saakaldte »romaniske«. Efter nogle
Minutters Forløb var Materien udtømt, og
alle Tre lagde sig til at sove.
Jeg rejste mig nu, og gik om paa
den anden Side at Højen, for at tage den
slumrende Gruppe i Øjesyn. Manden var
en lille, men — paa det nær, at han
manglede Fødder — ret velskabt Figur,
med et friskt, brunladent Ansigt; han lod
til at være i sin kraftigste Alder. —
Qvinden var endnu langt mørkere af Farve;
havde store, sorte, sammenløbende Øjenbryn,
’) Hei Lystighed. — Sviir.
en afstumpet Næse, fyldige Kinder, en
temmelig bred Mund med tykke Læber,
mellem hvilke fremskinnede de
misundelsesværdigste sneehvide Tænder. Hun var meget
føer af Bryst og Lemmer, og saae vel ud
til at kunne tage sin Månd. — Saavidt
havde jeg taget Skue af det synderlige Par;
men hvad har man seet af et Menneske,
naar Sjælens Vinduesskodder ere tillukkede?
saameget omtrent som Bindet om en Bog.
Jeg havde allerede vendt mig hort for
at gaae videre, da Purken gav sig til at
raabe: »Madrum! Padrum! en Høvl!
en Grønspæt!«1) Qvinden slog et Par
sorte, dybtliggende og alvorlige Øjne op,
satte sig langsomt overende, og nikkede ad
mig paa en Maade, som er disse Mennesker
egen, naar de hilse Nogen. I det Samme
aabnede Manden for tvende store, lysblaae,
muntre og livlige »Oklinger« ;2) han tog
Hatten af, men blev liggende i sin
magelige Stilling.
Jeg taler gjerne fremmede Sprog; ikke
for at glimre med mine lingvistiske
Kundskaber; men det medfører en særegen
Behagelighed, saaledes at familiarisere sig
med Udlændinge, da man ellers uden dette
Meddelelsesmiddel maatte betragte hverandre
som Døvstumme. De magiske Ord løse
Tungen, aabne for Sjælens Tankegjemme,
og bringe Liv i hiin spirituelle Tuskhandel,
ved hvilken begge Parter vinde. Tilmed
den sødtpirrende Overraskelse : naar en
Rejsende, der møjsommeligen slæber sig frem
i det uvante Sprog, nu med Eet tiltales i
sit liflige Modersmaal; da faae Tanker og
Tunge Liv og Vinger; Talen strømmer i
flydende ustandset Løb — den Fremmede
er paa eengang hjemme, han er atter iblandt
Slægt og Venner.
Ikke af nogen her anført Grund —
snarere uden Grund, som vi saa ofte tale
og handle — flk jeg det Indfald, ikke at
ville sætte min rothvelske Praas under en
Skjeppe.
Jeg nikkede igjen til mine Arabere med
et: »Goddeis Genter!«3)
Et let Smiil foer over Qvindens asiatiske
Ansigt; men Manden hævede Overkroppen,
støttede sig paa begge Haandflader, og saae
med urolige Blik snart paa mig og snart
paa Damen.
»Er det dinnoses Maie?« 4) vedblev jeg.
’) Moder! Fader! en Hund! en Jæger!
2) Øjne. 3) Goddag Folk. 4) Kjæreste.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
