Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Steen Steensen Blicher
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
200
Steen Steensen Blicher.
»Sibe, sibe,« 1) svarede han hurtigt,
og gav hende tillige et ret venligt Øjekast.
»Det er Mængerie2) for Dinnoses at
bære din Knasper,« 3)’ sagde jeg til hende.
»Nobes,«4) svarede hun kort, og
baskede med sin Kjep i Lyngen.
Jeg greb nu i Lommen, gav Drengen
et Par Skilling — hvorfor Manden meget
høfligt takkede — sagde Farvel, og gik.
Først da jeg var kommen et langt
Stykke bort, fortrød jeg, at jeg ikke havde
spurgt disse Mennesker lidt nøjere ud. Men
saaledes gaaer det: jo nærmere vi ere det
Ualmindelige, det Mærkelige, jo mindre
vækker det Interessen: En Månd kan böe
ti Aar paa Møen, uden at see Klinten, men
rejser maaskee til Schweitz, for at see
Schreckhorn og Staubbach: en Anden har
to Gange været ude at see Rhinfaldet; men
endnu ikke een Gang ved Vesterhavet,
skjøndt han hver Dag kan høre dets vældige
Torden. Da jeg besaae Rosenborg, skeete
det i Selskab med fire Kjøbenhavnere —
vi vare der alle Fem for første Gang. Den,
der havde Penge og Tid, kunde gjerne faae
i Sinde at svippe til Norwood eller
Sieben-bürgen, for at tage en Zigeunerlejr i
Betragtning; men vore danske Pariaer kunne
gaae ham dagligen forbi, uden at værdiges
et Øjekast.
Hvor synderlig — tænkte jeg siden —
er dog ikke denne lille Caravane! Hvor
uegennyttig, hvor stærk, trofast, ja heroisk
er ikke denne Qvindes Kjærlighed til en
hjælpeløs Krøbling, hvem hun paa sine
Skuldre bærer — Gud veed hvor langt og
hvor længe! Hvor vældig er dog den
usynlige Magt, som har forenet disse tvende
Væsner — Ørkenens, den vilde Naturs vilde
Born ! Og dog imod Naturens Generalregler;
thi ellers er det Ranken, der snoer sig om
Elmen; den svage Qvinde, der søger
Beskyttelse hos Manden — her er det omvendt.
Under saadanne Tanker vendte jeg om
igjen, for at oprette min Forsømmelse, og
nærmere at lære at kjende det forunderlige
Par, og dets vist nok besynderlige Skjæbne.
Jeg gik over en Fjerdingvej tilbage til
Højen; men Caravanen var allerede borte;
saalangt som jeg kunde øjne, var intet
levende Væsen at see.
Det var henimod Aften — jeg maatte
tænke paa Natten. Den Bye, hvor jeg
havde besluttet at tilbringe samme, var over
halvanden Miil borte; og i Mellemrummet
fandtes — saavidt jeg vidste — ingen
menneskelig Vaaning.
»Sydostblammer og Qvindeklammer vil
gjerne endes med Vand,« siger Jyden.
Dette kan slaae fejl, især om Vedkommende
beholde Marken og det sidste Ord; men
Rigtigheden af hiint stadfæstede sig paa
een for mig saare følelig Maade.
Blæsten havde lagt sig; men Himmelen
var overtrukken med mørke, lavtdrivende
Skyer. Tordendrønet hørtes lydeligere og
lydeligere, og enkelte Lyn glimtede trindt
omkring mig i det Fjerne. Jeg mærkede
vel, at jeg ikke kunde undgaae Vejret;
belavede mig derfor paa en vaad Trøje,
men tillige paa Nydelsen af det stolteste
Natursyn, vi hertillands kjende. »Hede —
Nat — Torden og Lynild« saaledes beskrives
hiin Skueplads, hvorpaa Lears Vanvid raser,
frygteligere end selve Elementerne. Her
havde jeg jo samme Skueplads, samme
Decorationer, samme fortrinlige Maskinerie,
og — jeg var ene: ustandset, uforstyrret
kunde min Phantasie nu flyve paa Stormens
Vinge og ride paa Tordenens Pile.
Frygt ikke, adstadige Læser! at jeg
her skal rive Dig ud af din fornuftige Sjæls
afmaalte, ordentlige Pasgang. Dennesinde
skal jeg ikke pine Dig med hvad jeg har
tænkt og følt: thi Noget er af den
Beskaffenhed , at jeg vil beholde det for mig
selv aliene. Og Noget er af en Genre, at
jeg ikke kunde meddele Dig det, om jeg
ogsaa vilde. Dersom denne Fortælling skulde
falde i Hænderne paa Een, som har ladt
sig gjennembløde, for at betragte et natligt
Tordenvejr, — en Saadan veed omtrent
hvad jeg mener. Andre maae nøjes med
hvad jeg saae og hørte.
Det blev Aften — det blev Nat. Uvejret
var om mig, var over mig. Thors Vogn
buldrede ; Axlerne gnistrede; Bukkefødderne
klapprede op og ned ad Skyernes Bjerge
og Dale; Regn og Hagl styrtede drasende 1)
ned. Bælgmørke og blændende Lysglimt
vexlede med hinanden; snart vandrede jeg
i synligt, føleligt Mulm; snart laae Heden
foran mig i tvivlsomt Lys, og Himmelen
viste mig i hurtige Øjeblink sit sønderrevne
Forhæng. I saadanne Momenter savnede
jeg Intet uden Macbeths Hexe.
’) Dryssende.
’) Ja. 2) Besværlighed. 3) Månd. 4) Nej.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
