Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans Christian Andersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
306
Hans Christian Andersen.
i mit Kammer, og lovede, at han hver
Aften, naar han var ude, vilde see lidt ind
til mig; det har han ogsaa siden ærlig
gjort, Skade, at han kun kan blive saa
kort. Hver Gang han kommer, fortæller
han mig Eet eller Andet, sora han har seet
Natten forud, eller samme Aften. »Mai nu
det, jeg fortæller,« sagde han ved sit første
Besøg, »saa skal du faae en ret artig
Billedbog.« Det har jeg nu gjort i mange
Aftener. Jeg kunde paa min Maade give
en ny »Tusind og een Nat« i Billeder, men
det blev nok formange; de, jeg giver, ere
ikke valgte, men komme som jeg har hørt
dem; en stor genial Maler, en Digter eller
Tonekunstner maa gjøre noget mere heraf,
om han vil; hvad jeg viser, er kun løse
Omrids paa Papiret, og imellem mine egne
Tanker, thi det var ikke hver Aften Maanen
kom, der var tidt en Sky eller to iveien.
Første Aften.
»Sidste Nat,« det er Maanens egne
Ord, »gled jeg gjennem Indiens klare Luft,
jeg speilede mig i Ganges: mine Straaler
søgte at trænge gjennem det tætte Hegn,
som de gamle Plataner flette, der hvælve
sig tæt, som Skildpadens Skal. Da kom
fra Tykningen en hinduisk Pige, let som
Gazellen, skjøn som Eva; der var noget saa
luftigt, og dog saa fyldigt fast ved Indiens
Datter, jeg kunde see Tanken gjennem den
fine Hud; de tornede Lianer rev Sandalerne
sønder, men rask skred hun fremad;
Vilddyret, der kom fra Floden, hvor det havde
lædsket sin Tørst, sprang sky forbi, thi
Pigen holdt i Haanden en brændende Lampe;
jeg kunde see det friske Blod i de fine
Fingre, som bøiede sig til et Læ for
Flammen. Hun nærmede sig Floden, satte
Lampen paa Strømmen, og Lampen seilede
ned ad; Luen viftede, som om den vilde
slukkes, men den brændte dog og Pigens
sorte, funklende Øine fulgte med et
Sjæleblik, bag Øielaagenes lange Silkefryndser;
hun vidste, at brændte Lampen saalænge
hun øinede den, da levede endnu hendes
Elsker, men slukkedes den, da var han
død; og Lampen brændte og bævede, og
hendes Hjerte brændte og bævede, hun sänk
paa Knæ og læste Bønnen; ved hendes
Side laae i Græsset den vaade Slange, men
hun tænkte kun paa Brama og paa sin
Brudgom. »»Han lever!«« jublede hun, og
fra Bjergene gjenlød det: »»han lever!««
Anden Aften.
»Det var igaar,« fortalte Maanen mig,
»da kigede jeg ned i en lille Gaard,
indesluttet af Huse, der laae en Høne med
elleve Kyllinger, en deilig lille Pige sprang
omkring dem, Hønen klukkede og bredte
forskrækket sine Vinger ud over de smaa
Unger. Da kom Pigens Fader, han skjændte,
og jeg gled bort uden mere at tænke
derpaa ; men i Aften, det er kun faa Minuter
siden, saae jeg igjen ned i samme Gaard.
Der var ganske stille, men snart kom den
lille Pige, hun listede sig sagte hen til
Hønsehuset, løftede Klinken og smuttede
ind til Hønen og Kyllingerne; de skrege
høit og flagrede omkring, den Lille løb
efter dem, jeg saae det tydeligt, for jeg
kigede ind gjennem et Hul paa Muren. Jeg
blev ganske vred paa det onde Barn og
glædede mig, da Faderen kom og endnu
hæftigere end igaar skjændte og greb hende
om Armen, hun bøiede Hovedet tilbage, der
var store Taarer i de blaae Øine. »»Hvad
gjør Du her?«« spurgte han. Hun græd:
»»jeg vilde,«« sagde hun, »»ind at kysse
Hønen og bede hende om Forladelse for
igaar, men det turde jeg ikke sige Dig!««
Og Faderen kyssede den søde Uskyldighed
paa Panden; jeg kyssede hende paa Øine
og Mund.«
Fjortende Aften.
Maanen fortalte: »Der ligger to
Bønderhuse ved Skovveien; Døren er lav, Vinduerne
sidde op og ned, men rundt om dem voxe
Bukketjørn og Berberisser, Taget er mosset
og begroet med gule Blomster og Huusløg;
der er kun Grønkaal og Kartofler i den
lille Have, men paa Gjærdet blomstrer en
Hyld og under denne sad en lille Pige; hun
fæstede sine brune Øine paa det gamle
Egetræ mellem Husene. Dette Træ har en
høi, vissen Stämme, der er savet af
foroven, og der har Storken bygget sin Rede;
han stod der oppe og knebbrede med
Næbet. En lille Dreng kom ud, han
stillede sig ved Pigen; det var Broder og
Søster. »»Hvad seer Du efter?«« spurgte
han. — »»Jeg seer paa Storken!«« sagde
hun, »»Nabokonen har sagt mig, at den
iaften bringer os en lille Broder eller
Søster; nu vil jeg passe paa, for at see
dem, naar de komme!« « — »»Storken
bringer Ingen!«« sagde Drengen, »»Du
kan troe, Nabokonen har ogsaa fortalt mig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
