- Project Runeberg -  Nordiske Digtere i vort Aarhundrede : en skandinavisk Anthologi /
305

(1870) [MARC] [MARC] Author: P. Hansen
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans Christian Andersen

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

305 Hans Christian Andersen.



hendes Garveri. Sine Papirer havde hun
med, og vi raadede hende, at slaae en
Convolut om dem og uden paa at skrive
Gaardeierens Adresse:
»Generalkrigs-kommissair, Ridder, etcetera.«

Hun hørte paa os, hun tog Pennen,
standsede, og bad os om at gjentage
Udskriften, men langsomt. Vi gjorde det, og
hun skrev; men midt i »Generalkrigs« blev
hun staaende, sukkede og sagde: »jeg er
kun et Fruentimmer!« Moppen havde hun
sat paa Gulvet, mens hun skrev, og han
knurrede; han var jo ogsaa taget med for
sin Fornøielse og Sundheds Skyld, og saa
skal man ikke sættes paa Gulvet.
Braknæse og Fleskeryg var hans Udvortes.

»Han bider ikke!« sagde Madamen,
»han har ingen Tænder. Han er ligesom
Lem af Familien, trofast og arrig, men
dette er han tirret til af mine Børnebørn;
de lege Bryllup, og saa vil de have ham
til at være Brudepige, og det anstrenger
ham, det gamle Skind!«

Og hun afleverede sine Papirer og tog
Moppen paa Armen. Det er første Deel
— som nok kunde undværes.

»Moppen døde!« det er anden Deel.

Det var en Ugestid efter; vi kom til
Kjøbstaden og tog ind paa Gjestgiverstedet.
Vore Vinduer vendte ud til Gaarden, der
ved et Plankeværk var deelt i to Dele; i
den ene her hang Skind og Huder, raae
og barkede; her stod alle Materialer til et
Garveri, og det var Enkens. — Moppen
var død i denne Morgen og begravet her i
Gaarden; Enkens Børnebørn, det vil sige
Garverenkens, for Moppen havde ikke været
gift, klappede Graven til, og det var en
deilig Grav, det maatte være en Fornøielse
at ligge der.

Graven var indhegnet med Potteskaar,
og bestrøet med Sand; øverst paa den
havde de sat en halv Øl-Flaske med Halsen
op, og det var slet ikke allegorisk.

Børnene dandsede rundt om Graven,
og den ældste af Drengene, en practisk
Yngling paa syv Aar, foreslog, at der
skulde være en Udstilling af Moppens Grav
og det for Alle fra Strædet; Adgangen
maatte betales med en Seleknap, det var
Noget enhver Dreng havde, og han ogsaa
kunde levere for Smaapigerne; og det
Forslag blev eenstemmigt antaget.

Og alle Børn fra Strædet og
Bagstrædet med kom og gav deres Knap; der
vare Mange, der kom til at gaae med een
Sele den Eftermiddag, men saa havde man

seet Moppens Grav, og det var nok saa
Meget værd.

Men udenfor Garvergaarden, tæt op til
Laagen der, stod en lille pjaltet Unge, saa
yndigt skabt, med det deiligste krøllede
Haar og Øine saa blaae og klare, at det
var en Lyst; hun sagde ikke et Ord, hun
græd ikke heller, men saae saa langt hun
kunde, hver Gang Laagen aabnedes. Hun
eiede ikke en Knap, vidste hun, og blev
derfor sørgmodig staaende udenfor, stod der
til de Alle havde seet af, og Alle vare
gaaede bort; da satte hun sig ned, holdt
de smaa brune Hænder for Øinene og brast
i Graad; hun alene havde ikke seet
Moppens Grav. Det var Hjertesorg og stor,
som den Voxnes tidt kan være det.

Vi saae det ovenfra — og ovenfra
seet — denne, som mange af vore og
Andres Sorger, — ja saa kunne vi lee af
dem! — det er Historien, og Den, som
ikke forstaaer den, kan tage Actier i Enkens
Garveri.

Af „Billedbog uden Billeder".

Det er forunderligt! naar jeg føier
allervarmest og bedst, da er det, som om
Hænder og Tunge bleve bundne paa mig,
jeg kan ikke gjengive, ikke udtale det
saaledes, som jeg har det herindenfor; og
dog er jeg Maler, det siger mit Øie mig,
det have de erkjendt Alle, som saae mine
Skizzer og Tavler.

Jeg er en fattig Knøs, jeg boer omme
i en af de smalleste Gader, men Lyset
mangler mig ikke, thi jeg boer høit oppe,
med Udsigt over alle Tagene. De første
Dage jeg var kommen herind til Byen, var
der mig saa snevert og eensomt; istedenfor
Skoven og de grønne Bakker havde jeg
nu kuu de graae Skorstene til Horizont.
Ikke en Ven eiede jeg her, ikke et bekjendt
Ansigt hilsede mig.

En Aften stod jeg ret bedrøvet ved
mit Vindue, jeg aabnede det og saae ud.
Nei, hvor jeg blev glad! jeg saae et Ansigt,
jeg kjendte, et rundt, venligt Ansigt, min
bedste Ven derovre fra Hjemmet: det var
Maanen, den kjære, gamle Maane,
uforandret den samme, akkurat som han saae
ud, naar han der tittede ind til mig mellem
Piletræerne ved Mosen. Jeg kyssede paa
Fingren ad ham , og han skinnede lige ind

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 19:55:44 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/norddigter/0361.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free