Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andreas Munch
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Andreai
Ikke klagende Fugl i Buur og i Garn
Kjender Kummerens Lov
Som Menneskets Barn,
Din Slægt ene veed,
Sorgens hele, fortærende Hemmelighed —
Fra din Slægt kom den jo
I Naturen ud,
Og blev dens Brud,
Og tog i dens inderste Lønkammer Bo.
Deraf har vi lært
Vi uskyldige Kilder og Bække smaa,
Som med Rislen i Skov og i Enge gaae —
Deraf har vi lært
At nynne saa sært
Med graadkvalt Klang
Den gamle Sang
Om det Jordiskes Nød,
Om den stedse sig gjentagende Død.
Og nu Farvel
Du Menneskebarn !
Jeg skal langt i Kveld,
Har ei mere Tid —
Kun endnu viid:
Kan du løsne Verdens kunstige Garn
Som omsnører dit Sind,
Kom da til mig!
Da lukker jeg dig
Saa sagtelig
I min Løndom ind,
Og fortæller til dig
Og til Skovens Dyr
Mine bedste, deiligste Eventyr,
Saa du kan dem forstaae
Og troe derpaa.
Hav Tak, du lille, du kjære Bæk,
Med dit klare, perlende Sølvervand!
Ja, skynd dig kun væk
Saa fort du kan
Over Steen og Stok,
Mellem sagte viftende Bregners Flok,
Under Orekrat,
I de dunkle Graners kjølende Nat! —
Du skal dog ei slippe at høre min Tak
For hvad du har sagt.
See, nu har jeg lagt
Mig til Hvile ned
Paa din grønne Bred —
Og vil lade din sagte mumlende Snak,
Snart vred, snart øm,
Og din Latterstrøm,
Og din hulkende Graad
Saa taarevaad,
Dysse mig i en Slummer ind
Saa sød og lind,
Til der kommer en Drøm og gjør mig fri
Som min Phantasi,
Og tryller mig ind i dit Eventyr
Med Blomster og Luft og Skovens Dyr —
Jeg kan Alt forstaae.
Thi jeg har alt længe troet derpaa.
Brudefærden.
(Efter Gude og Tidemand.)
Der aander en tindrende Sommerluft
Varmt over Hardangerfjords Vande,
Hvor høit mod Himlen i blaalig Duft
De mægtige Fjelde stande.
Det skinner fra Bræ, det grønnes fra Li,
Sit Helligdagsskrud staaer Egnen klædt i —
Thi see! over grønklare Bølge
Hjemglider et Brudefølge.
Som en Oldtids Kongedatter saa prud
Med Guldkrone paa og Skarlagen,
I Stavnen sidder den prægtige Brud,
Saa fager, som Fjorden og Dagen.
Lyksalig Brudgommen svinger sin Hat,
Nu fører han hjem sin dyreste Skat,
Og seer i de Øine milde
Sit Liv som et Bryllupsgilde.
Alt risler det lokkende Tonefald
Af Gangar og Slaat over Voven,
Fra Fjeld til Fjeld ruller Bøssens Knald
Og Glædesraab svare fra Skoven.
Med Brudens Terner drives der Skjemt,
Og Kjøgemesteren har ikke glemt
At fylde ustandselig Kruset
Til Ære for Brudehuset.
Saa drage de frem med lysteligt Spil
Hen over den blinkende Flade,
Og Baad efter Baad sig slutter dertil
Med Bryllupsgjæster saa glade.
Det blaaner fra Kløft, det skinner fra Bræ,
Det dufter fra blomstrende Abildtræ —
Ærværdig staaer Kirken paa Tangen
Og signer med Klokkeklangen.
I dette bævende, flygtige Nu,
Før Draaben af Aaren er trillet, —
Har Kunsten fæstet med kjærlig Hu
Det hele, straalende Billed,
Og løfter det stolt for Verden frem,
At Alle kan kjende vort herlige Hjem
Og vide de Eventyr klare,
Som Norges Fjorde bevare.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
