Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andreas Munch
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
384 Andrea
Leopold Løvenskiold.
Hans Død var skjøn, den skjønneste, som
Skjalde
Har drømt endnu for nogen ædel Månd:
Med Ungdomsmod paa Ærens Mark at fälde
I hellig Kamp for Ret, for Fædreland.
For Fædreland? — Ja vel, for hele Norden,
For Fremtids Haab, for Fremtids Arv han
faldt —
For Norge er han første Offer vorden,
Hans Hjerteblod har nu beseglet Alt.
Han havde Ret til denne første Ære,
Han havde Krav paa denne stolte Død,
Han, første Nordmand i de Danskes Hære
Da Voldsmænd over Nordens Grændse brød.
Nu hviler han med Seierssmiil om Læben
I Fiendens Midte, ei i Fiendens Magt —
0 g som et Pant paa Maalet for vor Stræben,
1 den omstridte Jordbund er han lagt.
Der slutter nordisk Grund end om hans
Lemmer,
Der slumrer han endnu i Moders Favn,
Og Norge føier derfra Blodets Stemmer
At gaae til Fjeldets Hjerte med hans Navn.
Og derfor sender det en Duft af Graner
Paa Sommervinde til ham over Hav,
Og derfor flyve nu de norske Faner
At hævne ham, og at befrie hans Grav!
Af „Sorg og Trøst."
Til de Sørgende.
Medvandrere paa samme tunge Gang!
Til Eder vender jeg mig med min Sang.
Ak, tæt I findes, — Eders Kreds er stor:
I Hytten og paa Thronen Sorgen boer.
Jeg veed, den Sørgende har tit Begjær
At see, hvordan en Anden Slaget bær’ —
I fælles Skjæbne er en sælsom Trøst —
Derfor jeg fæstet har min Kummers Røst.
Tro ei, det faldt mig let. Saa langt et Rum
Mit Bryst var lukket og min Kval var stum.
Kun langsomt fandt ved Ord min Smerte Luft,
Lidt efter lidt fik min Passionsblomst Duft.
Hvad bittre Timer een for een mig bar
Her i en Krands jeg Eder samlet har —
Om Hendes Minde og jeg tænkte paa? —
I, som og elske Døde, det forstaae.
Et Sind i Kamp for Eder lægges bart —
Deri vil I see Eders eget klart.
Saa følger mig da nu paa Sorgens Vei
Til Haabets Port — ak, længer vandt jeg ei!
O maatte Han, som tog al Sorg i Favn,
Os hjælpe videre til Trøstens Havn!
Klage og Kamp.
O, denne Tomhed, denne frygtelige,
Den dybe Taushed her i hendes Stue,
Hvor døde Minder stille paa mig skue
Og hver en Stol har tusind Ting at sige.
Hvor er hun, Hun, hvis Blik var Ungdoms Lue,
Hvis glade Røst var Fuglesangens Lige,
Hun som med sød og kvindelig Formue
Udfyldte dette Hjemmets lille Rige?
Hvor er hun nu? Det hjælper ei, den øde
Gravtaushed svarer mig med haanlig Mine:
Du veed, lxun ligger oppe blandt de Døde!
Jeg kan ei troe det. Nei! nu maa hun trine
Ad Døren ind — Nu maa jeg hende møde —
Ak, — aldrig her — kun Eensomhedens Pine.
Forbi vor fordums Bolig jeg mig sneg
Iaften; der var festligt Lys derinde,
Den muntre Tales Fald jeg hørte rinde
Og Kvindesang, og liflig Strengeleg.
O hvilke Billeder, hvor mangt et Minde
Af svunden Lykke da for mig opsteg!
Kan det da være sandt, at Alt bortveg,
At hende jeg ei der endnu vil finde?
Ei der, ei nogensteds. Et fremmed Hjem
Har nu derinde tændt sin Glædes Flammer,
Og jeg har Intet fælles jo med dem.
Jeg maa forbi — op til mit tomme Kammer,
Du svage Sjæl! din vilde Smerte tæm,
Og lær at være ene med din Jammer.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
