Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jørgen Ingebrektsen Moe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jørgen Ingebrektsen Moe.
473
Han vender sig alt, men standser dog lidt,
Og taler og fløiter til Folen;
Og saa gaar han ind med mandige Skridt,
Og sætter sig fremme i Stolen.
Han luder sig ned, og beder sin Bøn,
Og hæver saa atter sit Øie —
Men hvorhen da Blikket pleier i Løn
At glide — det husker jeg nøie,
Det nytter ei stort, at tage sin Bog
Og synge i Heien sin Psalme;
Mit Loft er for høit, og her er det dog,
Som Tonerne blegne og falme.
O den, som i Dag fik blande sin Røst
Med hans og de Øvriges Stemme!
— Gud give, at snart det lakked mod Høst!
Gud give, jeg atter var hjemme!
løvsprætstid.
Naar vaarmild Luft gjennem Dalen gaar,
Og Vandene blinkende ligge,
Og Græsset i Solbakkens Hælding staar
Med de første spirende Pigge, —
Naar Birken vugger sin gulgrønne Knop,
Som bristefærdig vil lukke sig op:
Da jubler vel Ungdomsmodet,
Og raskere jager Blodet. *
Men ser du en Syg, som du ret har kjær,
Henstrakt paa sit Smertesleie,
Du gyser ved Synet af hine Træer,
Der grønnende vifte og neie.
Du kjender den farlige Løvsprætstid,
Og bæver, fordi den er smilende blid:
Du ved, at naar Knopperne briste,
Du kan dit Dyreste miste.
— Den simple Månd eier Haab og Tro,
Og han har en anden Mening;
Thi den bevarer en lindrende Ro,
Som staar med sin Gud i Forening.
Han mener og siger: som Træets Knop
Vil Smertesbaandene snart springe op,
Og den Syge paa Lysets Stier
Gaa did, hvor al Smerte tier.
Hans Tanke stiger med ydmyg Taal
Paa Duften fra Gravhøiens Blomsterskaal
Didop, hvorfra Lindring lønner
Alle brændende Bønner.
Paa Kleven.
Ved Studentermødet 1851.
Træd ud paa Fjeldets Styrtning her,
Og lad min Hjembygds fagre Dale
En samlet Hilsen dristig tale
Til dig fra Landet ijern og nær!
Det høie Sneij’elds hvide Pande,
Den dunkle Skov, de blanke Vande,
Den milde Slette — her du faar
Et Billed af vor Norges Vaar!
Dog aabnes denne Klippeport
Ei for Naturens Pragt alene;
Du ser en mægtig Fortidsscene
Med klare Sagn om Djærvt og Stort.
Hist under Hængebirkens Lunde
I Houg de gamle Kjæmper blunde;
Blandt disse Høie Olaf gik —
Der har han faaet sit Kongeblik.
Og endnu paa sin Odelsjord
I Bjælkehuset Bonden sidder
Og skuer over Dalens Vidder,
Daadsdygtig, ordsnild, ættestor.
Han voxte mellem store Minder —
Om lidt du ham dernede finder,
Træd under Sommerkveldens Hvælv
Da ikkun hen og prøv ham selv.
Sig, Broder fra det stolte Land
Med Naaleskov og brede Søer,
Sig, Broder fra de milde Øer,
Om ei dit Hjem du kjende kan?
0 , Norden vorder dog det samme
1 Fjeldets Favn, i Havets Ramme •—
Har det du følt, og seet dig mæt,
Saa lad os søge Dalens Æt.
Han mener og siger: at Gud er god,
Som sender sit Dødsbud i Vaar en,
Mens Trøsten blomstrer omkring din Fod,
Mildt dugget af Mindetaaren.
36
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
