Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jørgen Ingebrektsen Moe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
474
Jørgen Ingebrektsen Moe.
Helgenotra.
i.
Hvor den gamle Kirke fra den grønne Dal
Løfter sine sorte Tage,
Mens den peger mod en bedre Tempelhal
Med de mange Spir, der rage:
Kaster Helgenotra fra den anden Led
Trudsels-Skygger dybt paa Hittervandet ned.
Der en Sommerstund
Kvad en deilig Mund
Mig et Sagn fra gamle Dage.
Helge Tveiten med de askegule Haar
Fagrest var paa mange Mile.
End i Stevets Digtning hendes Billed staar,
Og man tykkes se det smile.
Hendes lyse Skjønhed lignes ofte der
Med en Nyperoses rødlig-blege Skjær;
Men der siges. at
Hvo der greb den fat
Maatte føie Tornens Pile.
Thi hvor mangen Ungkarl, rank og muskelfør,
End for hende maatte gløde,
Aldrig aabnede den Fagre dog sin Dør
Til et kjærligt Stevnemøde.
Selv naar Dandsen brused over Gulvets Bræt,
Traadte hun sin Ganger stille, taus og let;
Og den lille Fod
Skred med sindigt Mod
Og med Lader bly og bløde.
Men hun stod i Loftet taus en vaarlig Kveld,
Just som Solen gled bag Aasen;
Nu hun havde endt det lette Aftenstel,
Sølvfok bundet var til Baasen.
Tys! da hørte hun fra Tunets grønne Yang,
Der hvor Hæggen stod, en fager Slaat som klang.
Smerterig og blød
Tonen længe lød —
Døren skjalv, det klang i Laasen.
Og hun maatte lytte, og hun maatte gaa,
Og hun maatte aabne Døren;
Og hun hørte Harpeklangen slaa
Mere fuld i sine Øren.
Bringelinet svulmed høit ved Tonens Kvad,
Her en Sølje skjalv og dirred med sit Blad.
Viljens frie Magt
Var i Lænker lagt
Med dens Laden og dens Gjøren.
Og hun vandred sagte hen mod Hæggens Rod,
Hvor den strø’de vidt sin Blomme:
Der en herlig Karl til Bullen lænet stod,
Og han bad den Skjønne komme.
Taus han saa paa hende, lagde saa paastand/
Harpen atter til de hvide Tænders Rand.
Dette dybe Blik
Gjød en Længselsdrik
Over Pigens Tanker fromme.
Og med Spil han iled henad Eng og Sti
Og det sang i Birkens Lunde.
Higende hun fulgte; Løvets Dug i Li
Kindens Brand ei svale kunde.
Som i Dands til Slaatten gik det Fjeld og Ur
Opad, til de stod for Nutens glatte Mur,
Klippevæggen sprang
Op ved Tonens Klang,
Og bag Stenen begge svunde.
2.
Helges Fader havde hørt de lette Fjed
lie ned ad Loftets Stige;
Og han kasted Koften om sin Hærde bred,
Vilde gjennem Gluggen kige.
Medens Gubben stod der speidende og stræng,
Saa han Pigen dandse henad dugget Eng.
Angst og Undren ind
I den Gamles Sind
Maatte sig ved Synet snige.
Øxeskaftet greb han rask og iled ud,
Og han kaldte lydt og længe.
Ekko svared kun. Da taus med Bøn til Gud
Sprang han over Mark og Enge.
Sporèt fulgte han af Helges lille Fod,
Hvor i vaade Græs og bløde Mos den stod;
Og han naa’de frem
Til det sorte Hjem,
Der hvor bratte Klipper stænge.
Ak, da løstes Gaaden for den Gamles Hu.
Sorgen strammed hver hans Sene:
Øxen blinked med et Gjenskin af hans Gru
Og gav Gnist mod Blokkens Stene.
Over Klippedøren, Jettemagtens Hegn,
Har nu Staalet mærket Korsets dyre Tegn.
Derpaa stille gik
Han med Kummersblik
Nedad sukkende og ene.
Men om Gubben alt i klare Morgenstund
Sig de gjæve Grander flokke.
Signet med ét Suk fra Alles Sind og Mund
Bære bort de Kirkens Klokke.
Og de hænge den, hvor Mærket staar i Fjeld,
Og de ringe tause der en Torsdagskveld.
Klokkens Kald — vil Gud —,
Skal af Bjerget ud
Menløs atter Pigen lokke.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
