Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
10 STORFANGEREN OJUVAINATH
holde Humøret oppe; Dage, hvor der fanges i Overflod;
Dage, hvor man jager forgæves; Held og Uheld; Livsfare
engang imellem; ja, en hel Bunke af den Slags Ting ind
imellem hinanden — det er det Liv, vi Rensjægere lever.
Alle sammen elsker vi denne Tid, og vi længes efter at
komme af Sted hvert Foraar."
»Ja, det er sandt nok, men vi er ogsaa glade ved at
komme hjem igen”, faldt Alafitdle ind og fortsatte leende:
»I husker nok den Tid, da Kaffen for længe siden er druk-
ket, og vore gamle Piber forlængst er udstykkede som Skraa.
Aah, en lille Pibeflis, blot saa meget, som kan dække en
Kindtand, er ikke til at betale med Renkød. Og naar de
gamle først har faaet knust deres Kridtpiber og snust dem
op, saa kan det saamænd være sløjt nok. Men alligevel, jeg
har ikke været paa Rensjagt i Aar og længes derind, nu
daljeg ser tFjældene:<
»Aa ja, Rensjagttiden!" sagde en ung Pige, og der kom
Liv i hendes Øjne, ,langt, langt derinde, nær Isblinkene,
bag ved høje, høje Fjælde og store Søer, der ser ud som
vældige Gryder, fyldte med Vand."
»Ja, der er mærkeligt derinde, og der er mange Ting
derinde, som man aldrig bliver rigtig klar over,” sagde en
gammel Mand. ,Som nu det, gamle Evale og hans Kone
fortalte. De saa mange mærkelige Ting i Renlandet, de to
gamle. Hver Sommer tog de derind, til sidst ganske alene,
da deres Børn var døde. Hjemme vilde de slet ikke blive,
naar det først blev Sommer, og saa levede de inde i Fjor-
den ganske alene til Efteraaret. Selv da han blev for gam-
mel til at jage, tog han derind alligevel.
En Nat, da de laa og sov under en stor Sten — helt
oppe i Bunden af Kangerdluarsuak — hørte gamle Evale
pludselig en Lyd, han ikke forstod. Den kom, syntes han,
nede fra den Sten, hvorunder de laa. Lyden voksede. Den
blev til en Musik saa dejlig, at han grædende vækkede sin
Kone, for at ogsaa hun kunde høre den. Og hun lagde sit
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
