30 C. P. Christensen Schmidt: «Peters Bryllup»)', og ligesaa sige Svenskerne (hvad har jag gjort, att jag straffas så hårdt? jamrer Glunten hos Wennerberg «dagen derpå»). Ved Siden af disse blot relativt tilknyttende Pronominalconjunctioner eller Partikler findes desuden, ligesom i Græsk, saaledes i alt Fald i nogle af de nævnte Sprog — Enkeltmands Iagttagelse kan jo paa et saa udstrakt Omraade selvfølgeligt kun være Stykværk — ogsaa mere specielle Causalconjunctioner. Saaledes finde vi i Latin quom — der jo paa det Nærmeste svarer til gr. ὅτε — i alt Fald Plaut. Amph. 746 (quæso edepol, num tu quoque eliam insanis, quom id me interrogas), i bibelsk Latin ogsaa quia og quoniam (om ellers, veed jeg ikke), saaledes finde vi i Gothisk unte (egentlig Tidsconjunction = indfri eller medens) Marec. 4, 41 i samme Forbindelse, hvor der i de to andre synoptiske Evangelier er brugt οἱ (hvas þannu sa sijai, unte jah vinds jah marei ufhausjand imma? = τίς ἄρα οὗτός ἔστιν, ὅτι καὶ ὃ ἄνεμος καὶ ἣ ϑάλασσα αὐτῷ ὑπακούει;), Oog saaledes finde vi paa Tydsk i alt Fald hist og her werd, som i Klopstocks Ode «αἷθ Frühlingsfeier», hvor der efter Skildringen af det optrækkende Tordenveir spørges: Zürnest du, Herr, weil Nacht dein Gewand ist? eller da, som jeg for Øieblikket — man undskylde Sammenstillingen — kun kan anføre et Exempel paa af Fliegende Blätter (Nr. 2145 — LXXXV Βα. — 5. 77): Ha, ha, ha! Prächtiger Witz! Gefällt er Ihnen nicht, gnädige Frau, da Sie nicht lachen? Paa Dansk bruge vi nu ganske almindeligt siden, som jeg i det Foregaaende har anført et Par Exempler paa i Oversættelser, stundom ogsaa da f. Ex. Grundtvig, Optrin? 1 5. 75: Men hardu undsagt lydt paa Thing din Drot, da i hans Sal du mod 1 Dette at kan forfølges lige saa langt tilbage i Tiden, som der overhovedet existerer en Litteratur, hvori der er Brug for den Slags Forbindelser (i Lovsproget kan man ikke vente at finde dem, ei heller i Læge- eller Kogebøger o. 1., men allerede i den gamle Lucidarius læse vi S. 33 i Brandts Udg. det Spørgsmaal af Disciplen: vor thæt stoor synd at ædæ aff eeth æplæ, at mannæn vor forti kast af parædiis?); det er ikke altid og overalt lige stærkt og fyldigt repræsenteret (af Folkeviserne veed jeg slet ikke at anføre noget Exempel derpaa undtagen efter ganske unge Opskrifter), men det er stadigt levende og hører gjennem alle Tider til Sprogets faste Inventarium.