Gjensidighedsforholdet mellem Grund og Følge. 69 blot kan referere sig til en fuldstændig falsk og grundløs Forestilling. Enkeltviis kan endog den ligefrem finale Betydning (der jo ligeledes i det tydske um zu er den almindelige) endnu sees at skinne igjennem i en saadan Forbindelse, som det f. Ex. ogsaa er Tilfældet i det før omtalte Sted af Ulfilas’ Bibeloversættelse: hvadre sa skuli gaggan, þei veis ni bigitaima ina? som vi kunne gjengive: hvor skulde han gaa hen, for at vi ikke skulde finde ham? saaledes Philostr. Vit. Apoll. VIII, 7, 10: ἀνοίας δ᾽ ἂν ποῖ ἤλαυνον, ἵνα. . . μιαιφονίας ἅπτωμαι καὶ σπλάγχνων ἀϑύτων ἐμοὶ καὶ ἀκαλλιερήτων; hvor vi ogsaa kunne oversætte: hvor vidt maatte jeg være kommen i Daarskab, for at jeg skulde besmitte mig med Blod osv.? Og denne Slags Forbindelser staaer øiensynligt i saa nøie Sammenhæng med den her nærmest paagjældende, at der ikke kan være Tale om at til ` lægge ἵνα andet end een og samme Betydning i dem begge. Dermed skal det imidlertid ikke være benegtet, at naar overhovedet ἵνα, uagtet det havde Conjûnctiv efter sig og derved bestemt antydede Bisætningens Posterioritet i Forhold til Hovedsætningen, alligevel har kunnet faae causal Betydning, altsaa finde Anvendelse ogsaa i Bisætninger, der i Principet ere absolut prioriske i Forhold til Hovedsætningen, og hvor saaledes Conjunctiven kun er bleven staaende som en reent atavistisk Levning uden al virkelig Function, maa der ogsaa have været en Mulighed for, at ἵνα i den her omhandlede Forbindelse kunde være udsat for at opfattes og altsaa i Tidernes Løb vel ogsaa anvendes som Causalconjunction, saa at ogsaa ad denne Vei den consecutive og den causale Betegnelse kunde gribe over i hinanden. Ἵνα selv er jo. som bekjendt hos Nutidens Grækere — i den afstumpede Form »á — blevet en saa almindelig og ubestemt Partikel som neppe nogen anden, og den Bevægelse, der har kunnet medføre en saa enorm Udvidelse af et oprindelig meget begrændset Betydningsomraade, kan vel ingen Side af Ordets Functionssphære have været sikkret mod at blive berørt af. Hermed kan jeg da slutte. Jeg vil haabe, at disse for en væsentlig Deel blot sprogbeskrivende Udviklinger dog maae kunne have havt nogen Interesse. Om jeg i det Enkelte overalt har været heldig med at skifte Sol og Vind lige mellem