68 C. P. Christensen Schmidt: identisk med det her foreliggende, men maa tilhøre et mere secundairt Trin i Udviklingen; man feiler neppe ved at antage, at ἵνα for at blive Æqvivalent for ὅτι som Causalconjunction, først har maattet være identificeret med det 1 den mere almindelige Betydning af et blot indholdsangivende eller substantiverende αἵ (sml. G. Hermann de part. ἄν p. 135), en Betydning, hvoraf der findes Spor baade hos Epiktet ' og især i det nye Testamente”, og som udenfor Litteraturen godt kan have udviklet og udbredt sig endnu adskilligt tidligere navnlig hos de orientalske og ægyptiske Grækere. Det her foreliggende ἵνα er sikkert ikke Andet end et ligefrem Æqvivalent for ὥστε, en Function, hvori det ogsaa i andre Forbindelser findes selv hos de bedre af Keisertidens Forfattere (s. Wyttenbach t. Plutarch. Mor. p. 67 F), og som i sine første Spirer lader sig forfølge endog meget langt tilbage i Tiden”. Det samme ἵνα efter en spørgende Hovedsætning findes nemlig ogsaa, hvor Bisætningens Indhold gaaer med ind under Hovedsætningens negtende Mening, og det endog i Tilfælde, hvor der slet ikke kan være Tale om at opfatte det som Kjendsgjerning, ikke engang om man vilde nøies med saa Lidt som blot en fremmed Paastand til Bærer af Forestillingen om en saadan, f. Ex. Epict. Diss. IV, 7, 28 f., hvor det hedder med Hensyn til «Tyrannen»: τί χαίρω, ἄν μοι φιλανϑοώπως λαλήσῃ καὶ ἀποδέξηται με, καὶ ἄλλοις διηγοῦμαι πῶς μοι ἐλάλησε; μὴ γὰρ Σωκράτης ἐστί; μὴ γὰρ Διογένης, ἵν" ὃ ἔπαινος αὐτοῦ ἀπόδειξις ἢ περὶ ἐμοῦ; hvor altsaa Bisætningen 1 Som Diss. II, 1, 1 ὅμως δὲ σκεψώμεϑα κατὰ δύναμιν, εἰ ἀληϑές ἔστι τόδε, ἵν᾽ ἢ ἅμα μὲν εὐλαβῶς, ἅμα δὲ ϑαρρούντως πάντα ποιεῖν. ? Som Luc. 1, 43 καὶ πόϑεν μοι τοῦτο, ἵνα ἔλϑῃ ἣ μήτηρ τοῦ κυρίου μου πρὸς ἐμέ; 3 Allerede det tidlig omtvivlede Sted Iliad. VII, 352 f. τῷ οὔ νύ τι κέρδιον ἥμιν ἔλπομαι ἐκτελέεσϑαι, ἵνα μὴ ῥέξομεν ὧδε synes mig at finde sin ganske naturlige Forklaring ved denne (ikke conditionale, men consecutive) Opfattelse af ἵνα (vi have forsyndet os mod Guderne; derfor troer jeg ikke, vi ville faae noget Held i Kampen, saa at vi i Forventningen derom skulde undlade at give Helena og Skattene tilbage). Men i alt Fald har der da ikke været nogen Tvivl om ἵνα enten Herod. IIll, 134 efter ἐπ᾿ ἀμφότερα τοι φέρει ταῦτα ποιέειν eller Isæ. Vi, 52 efter τουτὲ αὐτοῖς ἡ διαμαρτυρία δύναται.