Herondas’ Mimiamber. 119 de hug, jeg fik af Thales, er meget mer end Mus i Pissa — han har splintret døren til mit hus — og jeg må gi' en tredjedel i leje af dets værd — og karmen har han brændt. — Du, Myrtale, kom her og vis dig for de herrer! Og vær nu ikke flov! Bild du dig ind at disse, der passer deres lov, er bare dine fædre og brødre! . . . Vil I mer? Se, hun er pillet bælden både her og der, fordi den skurk har rykket alle hendes hår, da han tog og trak med vold — O, mine gamle år! Vær glad ved dem, for ellers skulde du til bod som Filistevs før på Samos, ha’ lært at spytte blod. Du griner? . . . Jeg er ruffer, som gud og hvermand véd, og Battaros er mit navn; min bedstefader hed Sisymbras, og min fader var Sisymbriskos og begge holdt bordel — men gælder det at slås, så turde jeg jo sige til Thales selv, på trods: Så du har lyst til Myrtale måskesens? Νὰ ja, skidt; se, jeg har lyst til korn. Giv mig det og tag du dit. Og har du det for hedt, så tæl i hånden her og giv den rare Battaros hvad tøsen er værd, og flå du så dit eget af al din lyst og magt! Værsartig!» — Ja, mine herrer, sådan har jeg sagt til ham. Men nu til jer: da der ingen vidner gi’s, så tag og døm i sagen på ret og billig vis, og står hans lyst alene til slavekød, og vil han ha’ dem på pinebænken, så byder jeg mig til. hæng i og pin mig, Thales! Men først, om jeg må be’, skal bøden deponeres i retten. Jeg gad se, om Minos med sin vægt er mand for bedre dom. — — Og tro forøvrigt ikke, at det, I stemmer om, er horeværten Battaros, men hver en fremmed mand, der huses, mine herrer, her i dette land. Og lad så Kos og Merops vise deres magt og lad Herakles holde sit gode navn iagt og Thessalos. Og hvorfor mon Asklepios fór Kos og Merops, koiske skytshelgener ligesom de i det følgende nævnte.