Anm. af Andreae Sunonis f. Hexaëmeron, ed. Gertz. 137 er på det rene med, at udgiveren har nedlagt et uhyre stort arbejde i den. Hurtig får man en anelse om, at vanskelighederne under udgivelsen har tårnet sig op til svære höjder, og des mere vil man beundre den kraft, der har overvundet de stejleste hindringer. Når professor Gertz har brugt så megen tid og flid på et skolastisk læredigt, der dog ligger hans oprindelige og sædvanlige granskninger noget fjernt’, da tör man også nok sige, at hans interesse for det nationale værk er gået hånd i hånd med en opofrelse for sagen, som allevegne vil finde påskönnelse. Vdgivelsen af Hexaëmeron har som sagt været et kæmpeværk. Allerede skriftets omfang, de 12 bøger eller distinktioner, de 8040 vers, vil godtgöre dette. Dertil kommer, at Roskildehåndskriftet, som er lagt til grund ved udgivelsen, er alt andet end let læseligt. Man vil skönne det ved i prof. Gertz’s udgave at kaste et blik på gengivelsen af 99. blads förste side, indeholdende de to sidste vers af 9. bog og begyndelsen af 10., eller ved at se på den gengivelse af 70. blads anden side (v. 4174—4203), som findes i P. Hansens litteraturhistorie. Særlig volder de vidt- ο drevne afkortninger vanskeligheder, f. eks. ad — aliquod (v. 5000), i i - ἌΞΞΞΞΕ aliquis (v. 5046), 8 == igitur (v. 6012) 0. s. V. Her gælder det om, at udgiveren har filologisk fantasi og skarpsyn; men for disse evner har prof. Gertz netop ry i vide kredse. Det kan derfor ikke undre, at sely de störste vanskeligheder er blevne overvundne, ligesom udgiverens særlige begavelse lægger sig for dagen i en del tekstrettelser (se således v. 5091: concepta for contempta). Kun på tre steder har det ikke været muligt at råde bod på tekstens mangler (jfr. forordet XXVII). For øvrigt er tekstrettelsernes tal forholdsvis lille i dette værk. Prof. Gertz har imidlertid ikke ladet sig nöje med denne overordenlig grundige og omhyggelige fremstilling af teksten selv. Anders Sunesön indfletter i sit værk en stor mængde citater og hentydninger, snart et udtryk, hentet fra en af de klassiske digtere, snart et skriftsted, snart et træk af de apokryfe evangelier, snart en sentens af Augustinus eller en af de andre kirkefædre, og alle disse citater og hentydninger har det været udgiveren om at göre at forklare og oplyse ved under teksten at indföje henvisninger til de pågældende kildesteder For de latinske klassikeres vedkommende har sagen vel været den lærde filolog let nok. Men at lede de bibelske og patristiske steder op, det har været et meget omfattende og möjsommeligt arbejde. Udgiveren beder i forordet (XV note 1), at man vil undskylde ham som 1 Professor Gertz har for øvrigt gennem længere tid udstrakt sine studier over Middelalderens latinister i det hele, også over dem, der ikke har noget med den skolastiske teologi at göre. En frugt heraf er afhandlingen om «Vetus querela» i Teologisk Tidsskrift IV (1887).