136 Hans Olrik: for mange andre som selvgyldigt mål. Et sådant syn på den alméneuropæiske kultur kan ikke undre os. Har Middelalderens videnskab for os nutildags så mange svagheder og latterligheder, så må det ikke glemmes, at den udfoldede sig i en barnlig, i mange måder endnu halvt barbarisk tid; for den daværende slægt måtte den stå som en imponerende tankebygning. Den skolastiske teologi bevægede sig dristig i spekulationens höjder, var ofte bendet af mystikens inderlighed og gennemglødet af begejstringens ild, mens filosofien tilsyneladende udformedes med logisk skarphed. Lad så være, at videnskaben ikke stod fri overfor sit emne, at dens resultater på forhånd var givne, at dens veje var et lån fra Oldtidens tænkere! Sådanne kår passede for Middelalderens åndsliv, de stemmede med dens stærke autoritetstro og dybe ærefrygt for hvad kirken havde overleveret. Selv store ånder kunde finde tilfredsstillelse i mangt og meget, der forekommer vor tid at være vidtsvævende fantaseren og smålig disputeren, og mangen sund og dygtig natur legede heller end gerne med den skolastiske logiks unyttigste spidsfindigheder. Den kraftige gamle biskop Gunner i Viborg mindedes bestandig sine dialektiske øvelser i Paris og forstod som en mester at sætte unge skolarer til vægs ved dobbelttydige spörgsmål. Det er da ikke noget under, at Valdemarstidens andet boglige storværk er et udslag af den åndsretning, der gik op i den store fælleskirkes kultur og øste af dens skatte. Den plads har Anders Sunesöns Hexaëmeron i vor litteratur. Den berömte ærkebiskops værk er mindre storladent og mindre hjemligt end Sakses krønike, men et talende vidnesbyrd om, at Danmark er kommet helt med i almén udvikling: man er nået så vidt, at man kan tilegne sig den tanketunge skolastiske dogmatik. Til trods for sit gamle ry har Hexaëmeron — eller Exameron, som det kaldes i selve håndskriftet og i andres omtale — ikke för været udgivet. Mænd som Huitfeld og Arne Magnussen havde planer om udgivelsen, P. Chr. Kierkegaard offenliggjorde i sine unge dage 10. bog i Illgens Zeitschrift für hist. Theologie, og P. G. Thorsen havde allerede fået hele teksten trykt og manglede blot forordet, men det viste sig efter hans død, at hans udgave var meget fejlfuld, fordi han ofte havde set sig nødt til at ty til den mangelfulde arnemagnæanske afskrift af den gamle Roskildekodeks, og hans venner besluttede derfor at tilintetgöre oplaget af den trykte tekst. Det store fædrelandske mindesmærke henlå altså fremdeles i bibliotekets gemmer, i en for de allerfleste utilgængelig skikkelse. Da var det, at professor, dr. phil. Gertz efter universitetsbibliotekar Birket Smiths opfordring påtog sig at udgive Hexaëíeron, og efter 9 års ihærdig gransken har professoren nu fremlagt Anders Sunesöns værk i en udgave, som vi danske med god grund kan være stolte af. Man behøver ikke at læse ret langt i denne bog, för man