Anm. af Andreae Sunonis f. Hexaëmeron, ed. Gertz. 139 hele værkets anlæg, da beskrivelsen af de 6 skabelsesdage kun udgör 1s af hele læredigtet. Intet af de mange græske værker af dette navn kan have været forbillede, da Anders Sunesön tydelig nok ikke har kunnet græsk. Heller ikke Ambrosius’s berømte Hexaëmeron synes 1 mindste måde at have været kendt af den lærde ærkebisp. Snarere kunde forbilledet søges i Augustinus’s bøger om skabelsen og i Bedas lille Hexaëmeron, som Anders kan have lært at kende i udlandet. Men for øvrigt er der så mange prosaskrifter og læredigte med dette navn, at det bliver vanskeligt at udpege et enkelt af dem som det, der fremfor de andre skulde have givet Anders Sunesön ideen. Vigtigere er det at se, hvorfra vort Hexaëmeron har hentet sit stof. Ikke uden ironi anfører prof. Gertz i sit forord (XVIII note 1) Fr. Hammerichs dom, at Anders Sunesön i Hexaëmeron hævder sig som selvstændig tænker, selvstændig i stil og udtryk (En skolastiker og en bibelteolog s. 128). Hammerichs ord er lidet heldige; men løsrevne af deres sammenhæng er de rigtignok heller ikke noget troværdigt udtryk for hans opfattelse. Han tænker sig ingenlunde Hexaëmeron som et helt igennem originalt arbejde. Tværtimod siger han udtrykkelig (s. 127), at hver side af skriftet bærer vidnesbyrd om Anders Sunesöns discipelforhold til Peder Lombarderen, Peder Comestor og Peder fra Poitiers. Men efter denne mere almindelige udtalelse opsøger han med flid de punkter, hvor Anders Sunesön afviger fra disse; han finder da nogle få, til dels ubetydelige afvigelser, og glad over denne beskedne høst lader han sin lyriske begejstring over vor skolastiker slå ud i de anførte ord, der kun lidet stemmer med hans egen udtalelse om Anders’s afhængighed af de franske skolastikere. I et for den tids lærde væsenligt spörgsmål afviger Anders Sunesön ganske vist fra Peder Lombarder og Peder fra Poitiers, nemlig spörgsmålet, hvorvidt Kristus som menneske ikke var «noget» (Nihilianisme) eller om han var «noget»; men når Anders her tager afstand fra Peder Lombarderens Nihilianisme, følger han kun andre af den tids skolastikere; original bliver han altså ikke. Derfor vil jeg heller ikke på nogen måde forsvare de ord i Hammerichs skrift, som prof. Gertz har udpeget som vrange; jeg har kun ønsket at mildne dommen over dem og over hele Hammerichs skrift, der med store mangler forbinder store fortrin. — Prof. Gertz har i enkeltheder grundig påvist, i hvor höj grad de franske skolastikere har været Anders Sunesöns kilder. Först gives der en udsigt over den tids skolastiske retninger, den bibelske, den mystiske og den dogmatiske, og hovedrepræsentanterne for disse retninger. Dernæst godtgöres det, hvorledes Peder Lombarderen og Peder fra Poitiers, særlig dog den förste, har givet vort Hexaëmeron det dogmatiske stof, ja ikke blot det, men også ordningen og behandlingsmäåden. Hexaëmeron er som en «Lombardus abbreuiatus». Kun forløsningen (10. bog) behandles meget ud-