140 Hans Olrik: førligere end hos de franske skolastikere. I det bibelhistoriske ligger Peder Comestors glosser til grund for Anders’s fremstilling, ja han gengiver endog i reglen hans udtryk. Endvidere er der påvirkninger at spore fra Hugo af St. Victor og Peder Cantor; dog er deres mystiske retning kun i ringe grad repræsenteret. Alanus fra Lille, der nærmest tilhører denne gruppe, har også ydet enkelte bidrag til Hexaëmerons indhold; men væsenligere er det, at hans «Anticlaudianus» og de heksametriske dele af hans «De planctu naturae» efter prof. Gertz’s undersøgelse har været Anders Sunesöns nærmeste forbilleder i ordvalg og verslag. At disse forfatteres værker har været kilder for Hexaëmeron, fremgår ikke blot af sammenligningen, men støttes tillige ved den omstændighed, at de fleste af dem har haft plads i Anders Sunesöns bogsamling, som kendes af hans testanıente i Lundekapitlets gavebog. Den gennemførte påvisning af kilderne til hvert enkelt lille afsnit af Hexaëmeron findes i kommentaren, der selvfølgelig har fået ` plads længere fremme i bogen, efter teksten. Man kan ikke andet end beundre den udholdenhed, hvormed prof. Gertz har gennemplöjet disse skolastiske værker for at klare Hexaëmerons forhold til den franske skolastik. Udbyttet af undersøgelsen bliver ganske vist mindre smigrende for nationalstoltheden: Hexaëmeron kommer til at stå som et meget uoriginalt værk. Men det er jo videnskabens mål at få sandhedeu frem, lige meget om den huer os eller ikke, og man vil være prof. Gertz taknemlig, fordi han ved sin omfattende undersøgelse har bragt vor historiske viden og dömmen på dette område et godt skridt videre. Ret mærkeligt er det for øvrigt, at medens prof. Gertz i sandhedens interesse har måttet fratage Anders Sunesön æren for at være selvstændig tænker, har han på et andet område hævet omdömmet om hans værk betydeligt. Nyerup og Hammerich havde betegnet Hexaëmerons vers som dårlige og knudrede; denne dom afvises nu på det bestemteste. Prof. Gertz minder om, at emnet var af den art, at ikke «Apollo selv» let skulde have fået noget digterisk ud af det; fremdeles, at Hexaëmerons latin ikke må sammenlignes med Guldalderens. Den, der kun kender klassisk latin, må ganske vist forfærdes over adskilligt i Hexaëmeron, f. eks. når han støder på et udtryk som «omne esse» ΟἹ omnis essentia, omne quod est (v. 4838, jfr. v. 4868); men ` det er med de samtidige latinister, at Anders Sunesön må jævnstilles. Har han ikke Sakses elegance, er han på den anden side fri for den store krønikeskrivers kunstige og svulstige udtryksmåde. Af et digt at være er Hexaëmeron jævnt i sit sprog, noget kortfattet, men i reglen klart; hvor uklarhederne kommer ind, skyldes de mere emnet end ordene. Vedrørende selve verskunsten, som Anders Sunesön har lagt for dagen i det store læredigt, turde det overfor tidligere granskeres ringeagt være på sin plads at anføre de ord, hvori en kender som prof. Gertz