Skulpturer fra Parthenon i Kjøbenhavn. 173 gennemført som Kentaurens, men ogsaa det er gribende i Udtrykket for den dybe, bitre og haabløse Smerte, bøjet, som det er, noget tilvenstre og seende opad med en svag Bøn. Pandens Form, særlig henne ved Tindingen, er fin, derimod er Kindens Flade i formel Henseende temmelig uopdyrket — atter en Arv fra Arkaismen —, og i Hovedets Anlæg bemærkes en ret betydelig Skævhed; den venstre Kind har været sammenarbejdet med Kentaurens højre Forben, som vel altsaa har tilføjet Lapithen οἱ Slag. Ogsaa her er Øjnene ret store, Øjenlaagene ganske tyndt udarbejdede; Munden er halv aaben. Det smertelig bevægede Udtryk i Aasynet fremkommer særlig derved, at de nedre Øjenlaag ere opadtrukne, og at der er løftet ganske lidt ved Øjenbrynenes Linier og Linierne omkring Mundvigene, men dette er gjort ængsteligt, næsten prøvende; man tager næppe fejl, naar man slutter, at disse to Hoveder høre til de første plastiske Værker i Verden, hvori Kunstneren har søgt at gengive Udtrykket for den sjælelige Affekt. Næseborene, der ellers ved langt mindre Sindsbevægelse udvides, er her endnu ganske rolige. Det er først langt senere, i det fjerde Aarhundrede, at det lykkedes de græske Billedhuggere ved Aasynets Linier at give som i et Slags Skema Udtrykket for Smerten; man ser det i Niobes Hoved, hvor Øjenbrynene ere trukne opad mod Næseroden og Mundvigene nedad. Her er Udtrykket givet i et for alle let læseligt Sprog, i Antiksamlingens Hoveder synes det mere at arbejde sig frem indvendig fra, og det staar skrevet med fin og prøvende Skrift. Antiksamlingens Hoveder viser imidlertid to ganske forskellige Sindsbevægelser, Sejrherrens stærke og modige Ekstase og den Overvundnes haabløse Smerte. Særlig Kentauren spiler Øjnene op, saa de bliver store. Kunstneren kan have modtaget Indtryk af den arkaiske Kunsts Skræmmebilleder, Medusahovederne, der stirrer ud paa Beskueren med vidtaabne, store Øjne; ogsaa Kentauren er som en Art Gorgon for den ved dens Fødder liggende Lapith. Men begge Hoveder har Munden halv aaben, der er gjort den Iagttagelse, at i et saadant dybt bevæget Moment, enten det nu er ekstatisk eller pathetisk, bliver Aandedrættet kort og Munden aabnes lidt.