Om den eiendommelige Udtryksform og Sætningsforbindelse i Platons Kriton p.44 D. Af C. P. Christensen Sehmidt. I 3die Capitel af Platons Kriton gjør som bekjendt Sokrates’ gamle troe Barndomsven endnu et sidste Forsøg paa at bevæge den dødsdømte Vise til at flygte fra Fængslet af Hensyn til den store Ulykke, hans Død vil bringe over alle hans Venner, og til det sikkre Vanry, de ville komme i for at have ladet ham i Stikken, da jo almindelige Mennesker umuligt ville kunne troe, at det er hans Modstand, hvorpaa deres Bestræbelser ere strandede, men bliver afviist af Sokrates med den Bemærkning, at man da vel ikke behøver at bryde sig saa stort om Mængdens Mening, og at fornuftige Folk nok ville troe paa Sagens rette Sammenhæng. Derimod indvender saa Kriton: 422 ὁρᾷς δή, ὅτι ἀνάγκη, ὦ «Σώκρατες, καὶ τῆς τῶν πολλῶν δόξης μέλειν, og tilføier derpaa (p. 44 D): αὐτὰ δὲ δῆλα τὰ παρόντα νυνί, ὅτι οἷοί τ᾽ εἰσὶν οἵ πολλοὶ οὐ τὰ σμικρότατα τῶν κακῶν ἐξεργάζεσϑαι, ἀλλὰ τὰ μέγιστα σχεδόν, ἐάν τις ἐν αὐτοῖς διαβεβλημένος j. Hvad Kriton vil sige med disse Ord, kan der jo ikke være nogen Tvivl om; hans Mening er naturligviis, at den nærværende Situation tydeligt viser, at Mængden har Magt til at gjøre store Ulykker paa dem, den har faaet et mindre godt Øie til, at det af denne Situation er tydeligt, at Mængden har Magt dertil; men efter Ordene staaer der, at selve Situationen er tydelig, og til dette Udtryk føies saa Gjenstandssætningen, at Mængden har denne Magt. Denne eiendommelige Udtryksform og Sætningsforbindelse, som har samtlige Haandskrifters eenstemmige Vidnesbyrd for sig, har selvfølgelig ikke kunnet undgaae at : Meddeelt i philol.-histor. Samfund d. 10. November 1892. Nord. tidsskr. f. filol. 3die række. II. 4