50 C. P. Christensen Schmidt: vække Opmærksomhed, men Opmærksomheden har faaet et noget forskjelligt Udslag efter de forskjellige Kritikeres og Fortolkeres Opfattelse af deres Opgave; somme have fundet Ordene afvigende fra correct logisk Talebrug — hvad de unegtelig ogsaa ere — og derfor troet at burde gribe til Rettelse, andre have søgt at forklare Haandskrifternes Læsemaade. Efter min Overbeviisning er det de Sidste, der have gjort Ret, det vil sige i Principet, thi factisk maae de hidtil givne Forklaringer, saavidt de da ere komne til min Kundskab — jeg hverken prætenderer eller troer mig forpligtet til at kjende Alt, hvad der kan være sagt om et Sted af et saa hyppigt udgivet og commenteret Skrift som Piatons Kriton —, siges at være enten heelt forfeilede eller i alt Fald utilstrækkeligt begrundede, og det vil da her være min Opgave at søge at gjøre det bedre. Den Første, der antastede den haandskriftlige Læsemaade, var den sachsiske Læge, senere Universitetsprofessor Janus Cornarius i 16de Aarhundrede, som i de Eclogæ, hvormed han ledsagede sin latinske Oversættelse af Platon (Basel 1561), rettede δῆλα til δηλοῖ. Denne Conjectur blev saa optagen af Henr. Stephanus i Pariserudgaven af 1578 og holdt sig derefter i nogle følgende Udgaver, indtil den atter blev fjernet af Joh. Friedr. Fischer, Rector ved Thomasskolen i Leipzig, som i sidste Halvdeel af forrige Aarhundrede med stor Flid og Kjærlighed udgav en Række platoniske Dialoger, deriblandt den første thrasylliske Tetralogi — Euthyphron, Apologien, Kriton og Phaidon — i hele tre Udgaver, af hvilke navnlig den sidste (fra 1783), til hvilken han ogsaa havde kunnet benytte nye haandskriftlige Hjælpemidler (cod. Augustanus og Tubingensis), virkelig var et for sin Tid ganske fortjenstligt Arbeide. Han havde allerede i anden Udgave (fra 1770 — den første, fra 1760, har jeg ikke seet —) følt Tilbøielighed til at gjenoptage den gamle Læsemaade, men han var en samvittighedsfuld Mand, og han savnede Hjemmel for Sprogbrugen; først i tredie Udgave, hvor han havde seet, at der ogsaa i Tübingerhaandskriftet stod δῆλα, og hvor han havde fundet Beviissteder for Udtryksformen, som tilfredsstillede hans philologiske Samvittighed, gjorde han Alvor deraf, og fra den Tid af har da δῆλα længe igjen været den almindelig reciperede Læsemaade, og jeg