Om Sætningsforbindelsen i Plat. Krit. p. 44 D. 55 Enkelte har udtalt sig om den paagjældende Sag; vi vide i det Hele taget meget Lidt om Manden’; men saa Meget er da klart, at naar Antoninus paaberaaber sig hans Yttringer til Begrundelse af, ὅτι πᾶν ὑπόληψις, da kan han ikke mene blot, αἱ disse Yttringer i sig selv ere tydelige, d. e. klart fremsatte og lette at opfatte og forstaae, men han kan kun mene, at de ere tydelige i deres Egenskab af Argumenter for den opstillede Sætning, indlysende og overbevisende med Hensyn til denne deres Conseqvents. Men Stedet viser tillige, at det ikke er correct med Fischer at opfatte δῆλος, naar det bruges paa denne Maade, som brugt i en særegen fra den almindelige forskjellig Betydning; thi i den anden, formelt fuldkommen parallele Sætning — som Fischer slet ikke bryder sig om — er det som sagt brugt uden nogensomhelst særlig Nuance, ganske paa den almindelige Maade om det, der i sig selv er klart og iøinefaldende, det, som Enhver let kan see og skjønne. Det Eiendommelige i Brugen bestaaer altsaa ikke i, at Adjectivet faaer en modificeret Betydning, men blot i, at den Kjendsgjerning, der betegnes som δῆλον, betragtes ikke efter sin almindelige phænomenale Realitet, men fra en særegen Side, efter sin Egenskab som Beviismiddel, efter sit Forhold til den Slutning, man kan uddrage deraf. Vi komme herved til at tænke paa, hvorledes vi selv paa Dansk ganske jævnlig tale om «οἱ tydeligt Tegn», «et tydeligt Beviis», og derved forstaae ikke et Tegn, der er let at see, et Beviis, der er let at fatte, men et Tegn, hvoraf man let kan slutte, et Beviis, hvorved man let kan overtydes. I selve denne Forbindelse bruge nu Grækerne ikke netop δῆλος, men σαφής eller ἐναργής — man kan jo ikke forlange, at de 1 Jeg kan kun henvise til den korte Skildring hos Diogenes Laertius (VI c. 8), til Sextus Empiricus’ gjentagne Omtale (adv. Dogm. 1. 48, I, 87 f., Il, 5) og til et Par løsrevne Apophthegmata hos Stobæus (Flor. XCIII, 36) og Johannes Damascenus (88), hvilke Vidnesbyrd stemme godt nok med Antydningerne hos Antoninus, men ikke indeholde noget i saa Henseende særlig Oplysende. Om hans litteraire Virksomhed hedder det hos Diogenes: γέγραφε δὲ παίγνια σπουδῇ λεληϑυίᾳ μεμιγμένα καὶ πεοὶ δομῶν δύο καὶ προτρεπτικόν; Men hvilket af disse Skrifter den keiserlige Philosoph nærmest kan have havt for Øie, er det ikke godt at sige Noget om.