54 C. P. Christensen Schmidt: som δῆλον ligger ved δηλοῖ. Imidlertid læses δῆλον i alle Haandskrifter, ogsaa den forholdsvis fremragende cod. Urbinas, og Brugen af Neutrumsformen δῆλον ved Subjecter af Hunkjønnet vilde det vel ikke være værdt at tage Anstød af, saa vi kunne foreløbig lade Spørgsmaalet staae hen ogsaa for dette Steds Vedkommende; men til Beviissted egner det sig ikke. Anderledes forholder det sig med det andet af Fischers Steder, det for et Øieblik siden omtalte Antonin. II, 15, der lyder saaledes: Ὅτι πᾶν ὑπόληψις («Alt beroer paa Mening»): δῆλα μὲν γὰρ τὰ πρὸς τοῦ Κυνικοῦ Movíuov* λεγόμενα᾿ δῆλον δὲ καὶ τὸ χρήσιμον τοῦ λεγομένου, ἐάν τις αὐτοῦ τὸ νόστιμον μέχοι τοῦ ἀληϑοῦς δέχηται. Dette Sted, troer jeg, maa bortseet fra den Tid, det tilhører, indrømmes at være bevisende. Vel foreslaaer Gataker ogsaa her (under Paaberaabelse af Herodian. I, 2, 3) at rette baade δῆλα 0g δῆλον til δηλοῖ; men hans Forslag har ikke fundet Anklang hos de senere Udgivere, og Rettelsen er her ogsaa langt mindre plausibel. Det er slet ikke rimeligt, at saaledes i den ene Sætning efter den anden Verbalformen δηλοῖ af sig selv skulde være gaaet over først til een, saa til en anden Form af Adjectivet; i alt Fald i den ene Sætning forudsætter aabenbart Gatakers Conjectur en bevidst Ændring. Og dertil kommer endnu, at i den sidste Sætning passer δηλοῖ ikke engang rigfigt, thi en Læres praktiske Brugbarhed er jo ikke i sig selv noget Beviis paa dens Rigtighed; der er der altsaa vist kun Tale om det simpelthen Tydelige, men formelt ere paa den anden Side Sætningerne øiensynligt aldeles parallele, saa der kan ikke godt være Tale om at rette i den ene af dem, naar man ikke kan rette ogsaa i den anden. Hvad dernæst Meningen med δῆλα i den første Sætning angaaer, ja da vide vi ganske vist aldeles ikke, hvorledes Monimos i det 1 “Or tjener blot — i Lighed med Brugen i Overskrifter eller Lemmaer — til at indføre Sætningen som et Notandum; sml. IV, 10, VIII, 4, XII, 21 og 22. ? Saaledes maa man vel efter Gatakers og Andres Forslag læse istedenfor τὸν Κυνικὸν Μίόνιμον. Det følgende τοῦ λεγομένου har man i Regelen forstaaet om disse Monimos’ Udtalelser, men nærmere ligger det egentlig — i Betragtning af Singularisformen — at forstaae det om selve Sætningen πᾶν ὑπόληιις.