Om Sætningsforbindelsen i Plat. Krit. p. 44 D. 71 σκεψώμεϑα, og Pherecr. fr. 244 Mein. ed. min. σκέψαι δέ μου τὸ μέτωπον, εἰ ϑέρμην ἔχουσα τυγχάνω (undersøg min Pande, om jeg har Feber), hvor Accusativen altsaa er Accusativ af et Substantiv og det et Substantiv, der betegner en ligefrem haandgribelig Gjenstand. Med disse Steder vilde da Stedet hos Platon være ganske parallelt, hvis Kriton der sagde: σκέψαι τὰ παρόντα, εἰ οἷοί T εἰσὶν οἵἱ πολλοὶ κακὰ ἐξεργάζεσϑαι, og i denne Form vilde der altsaa i alt Fald ikke kunne være Noget at indvende imod det. I omvendt Orden, med Bisætningen foran, have vi den samme Forbindelse Xen. Hell. VI, 1, 11 εἰ δὲ εἰκότα λογίζομαι, σκόπει, ἔφη, καὶ ταῦτα. Med denne Stilling af Sætningerne kan Phænomenet henføres til den Madv. gr. Ordf. § 192 b Anm. og Krüger gr. Spr. § 65, 1 Anm. 6 omtalte Forbindelse ὅτε ἀληϑῆ λέγω, λαβέ μοι τὸ ψήφισμα (Demosth. XX, 115; ὅτι og ὡς = til Beviis paa, at)”, og det hører ogsaa utvivlsomt til denne Kategori, ligesom det paa den anden Side med den omvendte Sætningsstilling er nær beslægtet med den Madv. gr. Ordf. § 191 og Krüger gr. Spr. § 61, 6 omtalte Forbindelse, hvis Eiendommelighed man pleier at betegne som Attraction eller Anticipation af Bisætningens Subject, men som ogsaa findes i andre Former og efter sit egentlige Væsen uden Tvivl er at opfatte 2 ! Xen. Oec. 8, 21 tør jeg ikke med Sikkerhed regne herhen, da Bisætningen der maaskee ogsaa kan regnes for en Betingelsessætning; sml. Nord. tidskr. f. filol. Ny række VII S. 106 f. ? Kun undtagelsesviis findes i denne Forbindelse Bisætningen bagefter (Xen. Oec. 5, 1). Med den burde man forresten ikke, som blandt Andre Krüger gjør, sammenblande de talrige Steder, i hvilke Hovedsætningen indeholder Begrebet «Vidne», «Vidnesbyrd» i en saadan Context, at Bisætningen kan være ligefrem afhængig deraf. Ligeledes har Madvig gjort rettere end Krüger i ikke udtrykkeligt at kræve en Form af Hovedsætningsverbet, der betegner en Opfordring; thi en saadan er ikke ubetinget nødvendig: i det anførte Sted Xen. Oec. 5, 1 staaer der Præsens Indicativ, Demosth. XIX, 288 (efter en i samme Forhold staaende afhængig Spørgesætning) Futurum Indicativ, Demosth. XXXVI, 21 Perfectum og Futurum, Isæ. IIl, 55 Perfectum. Ogsaa paa Dansk have vi samme Art Forbindelse i Slutningsformelen af mange gamle Documenter, som f. Ex. A. Heise, Diplomatarium Vibergense No. 307 Att szaa er vti rett sandhedt. thrycker iegh mytt jndzell nedhen for thette mytt obne breiff (jfr. No. 320).