- Project Runeberg -  Nordisk tidskrift for filologi (og pædagogik) / Tredie række : Andet bind /
70

(1874-1922)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

70 C. P. Christensen Schmidt: ἐπαγωγὸν ἢ ἀποδίδοσϑαι, og da det ikke gaaer an, som man tidligere har gjort, at lade τὰ τοιαῦτα πάντα betyde «paa Grund af alt Sligt», blot fordi en anden lignende Pronominalform ταῦτα eller αὐτὰ ταῦτα kan betyde «derfor», «netop derfor», kan jeg ikke opfatte det anderledes end som Object for σκοπῶ. Kühners Forklaring «e verbo finito σκοπῶ eliciendum est participium σκοπῶν» kan i denne Form naturligviis heller ikke admitteres, om den end viser, at Kühner har havt Øie for den eiendommelige Dobbeltsidighed, hvormed Verbet refererer sig baade til det foregaaende pronominale Object og til den følgende afhængige Spørgesætning, og der bliver altsaa kun den Forklaring tilbage, som Breitenbach opstiller, nemlig: «Alles der Art erwäge ich, ob nicht —. Der mit μή beginnende Satz reiht sich epexegetisch an als erklärende Ergänzung von τὰ τοιαῦτα πάντα.» Alle saadanne Erfaringer om at Folk forraade eller sælge deres Venner, mener Sokrates, ere Gjenstand for mine Overveielser som Indicier til Besvarelse af det Spørgsmaal, om det ikke kan være fristende at opgive en daarlig Ven, naar man kan faae Mere for ham, end han er værd. Saaledes opfattet har Stedet en fuldstændig Parallel i Απάοο. I, 91, hvor Taleren efter at have anført de forskjellige Eder, hvormed efter Demokratiets Restitution A. 403 deels hele Folket, deels Raadet og Dommerne have besvoret den almindelige Amnesti, fortsætter saaledes: ἃ χοὴ σκοπεῖν, εἰ δοκῶ ὀρϑῶς ὑμῖν λέγειν ὡς ὑπὲρ ὑμῶν λέγω καὶ τῶν νόμων, d. v. s. dette bør I betænke som veiledende ved Afgjørelsen af det Spørgsmaal, om jeg ikke maa erkjendes at have Ret i at sige, at jeg taler for eder og for Lovene. Og om Nogen ogsaa her skulde mene, at ἅ kunde staae adverbielt — ταῦτα «derfor» — hvad der jo rigtignok ellers kun er digterisk Sprogbrug og ogsaa vilde give en skjæv Mening, da Overveielsen jo ikke skal foretages paa Grund af Ederne, men kun paa Grundlag af dem —, saa skal jeg tilføie et Par Steder, hvor der aldeles ikke kan være Tvivl om Accusativens syntaktiske Function, nemlig Plat. Prot. 343 C ἐπισκεψώμεϑα δὴ αὐτὸ κοινῇ ἅπαντες, εἶ ἄρα ἐγὼ ἀληϑῆ λέγω, hvor αὐτό betegner det bekjendte Digt af Simonides, hvis Fortolkning spiller saa stor en Rolle i denne Dialog, og altsaa kun kan staae som Object for ἔπι-

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Jun 16 15:33:36 2026 (www-data) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/nordfilol/3r2/0082.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free