Om Sætningsforbindelsen i Plat. Krit. p. 44 D. 7: foran — Xen. Hell. II, 3,527, hvor Kritias i den Tale, han for Raadet holder mod Theramenes, siger: νῦν οὖν αἰσϑανόusda Θηραμένην τουτονὶ οἷς δύναται ἀπολλύντα ἡμᾶς τε καὶ ὑμᾶς. ὡς δὲ ταῦτα ἀληϑῆ, ἣν κατανοῆτε, εὑρήσετε οὔτε τρέγοντα οὐδένα μᾶλλον Θηραμένους τουτουὶ τὰ παρόντα οὔτε ἐναντιούμενον, ὅταν τινὰ ἐκποδὼν βουλώμεϑα ποιήσασϑαι τῶν δημαγωγῶν. Ogsaa her kunde, ligesaa vel som det substantiviske οὐδένα, ogsaa Bisætningen have været Object for Hovedsætningens Verbum (ὡς δὲ ταῦτα ἀληϑῆ, εὑρήσετε ἔκ τοῦδε), Men forresten hører Sætningen under Madv. § 192 b Anm. (ὡς = til Beviis paa, at). ὡΖυμβάλλειν — med Bisætningen bagefter — finde vi, hvis jeg forstaaer Stedet rigtigt, paa denne Maade Arist. Vesp. 50. Verbet συμβάλλειν bruges paa Græsk baade, hvor vi sige «at slutte» (f. Ex. Soph. Oed. Col. 1474 πῶς οἶσϑα; τῷ δὲ τοῦτο συμβαλὼν ἔχεις; 9: «hvoraf slutter du det?»), og hvor vi sige «at tyde» (f. Ex. Eur. Iph. Taur. δῦ τοὔναρ δ᾽ ὧδε συμβάλλω τόδε Ὁ: «denne Drøm tyder jeg saaledes»; sml. Eur. Med. 675); vi kalde dette to Betydninger, men for Grækerne er Forholdet ganske det samme som for os f. Ex. mellem «at undersøge Ens Kuffert» og «at undersøge, om En medfører toldpligtige Varer», d. v. s. Handlingen er den samme, kun Gjenstandsforestillingens Form er forskjellig, og i det nævnte Sted af Aristophanes fremtræder nu denne Verbalbegrebets Dobbeltsidighed paa samme Maade som ved σκοπεῖν Og εὑρίσκειν, 1 en dobbelt Construction. Slaven Sosias er betænkelig ved, at han i Drømme har seet Theoros, En af Kleons Compagni, med et Ravnehoved; men hans Medslave Xanthias finder, at det netop er en fortræffelig Drøm. Avðowros ὧν, siger han, εἶτ᾽ ἐγένετ᾽ ἐξαίφνης κόραξ" οὔκουν ἐναῤγὲς τοῦτο συμβαλεῖν, ὅτι ἀρϑεὶς ἀφ᾽ ἡμῶν ἐς κόραzas οἰχήσεται; Jeg gaaer her ud fra, at τοῦτο som sædvanligt henviser til det Foregaaende', og saaledes er det ogsaa opfattet baade af Voss («Ist denn daraus nicht offenbar zu schliessen, dass —») og af Droysen («Ist das dir nicht ein ' En Henviisning dertil synes mig absolut nødvendig, og hvis τοῦτο skulde (— τόδε) henvise til den følgende Gjenstandssætning, maatte der upaatvivlelig istedenfor ἐναργές snarere have staaet et Adjectiv, der betegnede Lethed, Nemhed (πρόχειρον vilde passe nøiagtigt ogsaa i Verset).