74 C. P. Christensen Schmidt: deutlich Zeichen, dass —»). Ζ7οῦτο er altsaa Drømmen, og συμβαλεῖν er «αἱ tyde»; men der tilføies saa atter en Sætning med ὅτι, i Forhold til hvilken συμβαλεῖν for os har Betydningen «at slutte»; ligefrem staaer der: Drømmen er grangivelig nok at tyde, at Theoros vil gaae — som vi vilde sige — i Hundene. Endelig have vi i samme Slags Forbindelse ogsaa συνιέναι, nemlig Herod. V, 19. Megabazos, som Dareios efter Skythertoget har efterladt i Europa for at undertvinge Kystlandene, har sendt Gesandter til Makedonien for at forlange Jord og Vand; den gamle Kong Amyntas er ogsaa villig til at underkaste sig og indbyder Gesandterne til Maaltid; men ved Drikkelaget fordre de Husets Qvinder tilkaldte og opføre sig saa nærgaaende imod dem, at Amyntas’ Søn Alexandros kliver forbittret og beslutter at dræbe dem. Han beder paa Skrømt sin Fader, der af Frygt for Perserne rolig har seet paa Alt, om at tage Hensyn til sin fremrykkede Alder og begive sig til Ro; han skal nok sørge for Gjæsterne. Amyntas svarer da: ὦ παῖ, σχεδὸν γάρ osv ἀνακαιομένου συνίημι τοὺς λόγους, ὅτι ἐϑέλεις ἐμὲ ἐκπέμψας ποιέειν τι νεώτερον᾽ ἐγὼ ὧν σεῦ χρηίζω μηδὲν νεοχμῶσαι κατ᾽ ἄνδρας τούτους, ἵνα μὴ ἐξεργάσῃ ἡ μέας, ἀλλ᾽ ἀνέχευ ὁρέων τὰ ποιεύμενα" ἀμφὶ δὲ ἀπόδῳ τῇ ἐμῇ πείσομαί τοι. I Forbigaaende kunne vi her lægge Mærke til, at allerede Participiet ἀνακαιομένου egentlig staaer brugt om det, der sluttes af det eneste Givne, Alexandros’ Ord, ligesom πεπανουργηκότι Arist. Plut. 368, ὁμολογοῦντος Eur. Iph. Aul. 1142 og ὡς ἡδομένου Lys. XII, 32. Men hvad den her nærmest paagjældende Forbindelse angaaer, siger altsaa Amyntas: «Jeg forstaaer dine Ord, at du har noget Ondt i Sinde.» Dette er jo imidlertid slet ikke den Mening, der ligger i Sønnens Ord som saadanne, saa αἱ Gjenstandssætningen kunde staae som simpel forkiarende Apposition’; der er aldeles ikke Tale om den Mening, som Alexandros’ Ord indeholde, men om den hemmelige Bagtanke, han har 1 Som det f. Ex. er Tilfældet Plat. Charm. 163 D εὐϑὺς ἀρχομένου σου σχεδὸν ἐμάνϑανον τὸν λόγον, ὅτι τὰ οἰκεῖά τε καὶ τὰ αὑτοῦ ἀγαϑὰ καλοίης καὶ τὰς τῶν ἀγαϑῶν ποιήσεις πράξεις ο: at du ved τὰ αὑτοῦ forstod det Gode og ved πράττειν at arbeide paa noget Godt (det er Sætningen ὅτε σωφροσύγη εἴη τὰ ἑαυτοῦ πράττειν, der sigtes til).